Min far Olaf Bak døde den 31 januar 2009.

Som afslutning på hans blogliv, får i en tegning af et af de steder han holdt meget af, og et digt af H. C. Andersen.

Den sjæl, 

Gud i sit billede 

har skabt,

Er uforkrænkelig,

kan ej gaa tabt.

Vort jordeliv her 

er Evighedens frø,

Vort legem dør 

men Sjælen kan ej dø.

Ole Paikjær Bak

Undertøjsformer.

Ligesom alle andre skriverkarle, som havde det - ellers så interessante - job at skulle skrive til en avis, måtte jeg føre en uendelig og aldrig, effektivt vunden kamp mod den emsige sætternisse, som til enhver tid og på en hvilken som helst avisside kunne boltre sig af hjertens lyst.

Og i min lille samling af trykfejl piller jeg her én ud, der viser, at sætternissen havde suveræn magt til endog at omskabe danskernes uundværlige undertøj og lave dem om til helt ukendte og hidtil aldrig sete undertøjsformer. Det var ikke mig, det gik ud over, da han boltrede sig i denne annonce - men alligevel.

Jernbanegades numre.

I midten af 1950-erne vedtog Bramming Sogneråd, at det hidtidige, lidt usikre husnummersystem skulle erstattes af et splinternyt, og man engagerede et københavnsk firma til at stå for opgaven. Den blev løst i løbet af årtiets sidste halvdel, og i 1961 gik man over til at bruge det nye og nuværende system. Numrene skiftede gade-side, idet de ulige numre havde været på den "forkerte" side, og de allerførste huse, der fik de nye numre sat på, var husene i Westergårds Allé.

Det eneste sted, der ikke skete nogen ændring, var i Jernbanegade. Af uransagelige årsager lod man det gamle nummersystem bestå her - måske fordi der på sydsiden kun var 2 ejendomme, begge statsejede: stationen og posthuset. På fotoet ses her H. H. Flintholm stående foran sit hus i Jernbanegade. Han var sognerådsformand, da beslutningen om udskiftningen blev truffet.

Ballonfærden.

Ved det sjællandske dyrskue i 1950 på Bellahøj i København var jeg tilfældigvis til stede. Med egne øjne så jeg den store ballon stige til vejrs og kan bevidne, at det er noget sludder, Berlingske Tidende d. 3/7 skriver om denne opstigning, idet jeg så, at vi alle forblev stående på jorden. Bladet skrev: "Fulgt af en tusindtalling skare steg den gule ballon op fra Bellahøj."

Folkevognsfan.
I årene omkring 1960 oplevede jeg noget, som jeg endnu undrer mig over: jeg tabte jeg mit hjerte til en bil.
I april 1959 fik jeg bil, min første bil, en VW-boble, dueblå, og i løbet af de 4-5 år, jeg havde den, opstod der en mild form for forelskelse. Måske fordi den havde lige akkurat alt det, en bil skulle have for at kunne fungere, og den fungerede til ug. Hver dag.
Men til enhver lykkelig tilstand er der jo som regel også en skyggeside. Det var der også her. De opfindsomme mennesker på værkstedet hos Pahuus, Ribevej 1, gjorde mig uden de store armbevægelser men med fortrolig stemme opmærksom på, at hvis der sprøjtede benzin op og ud af påfyldningsstubben på tanken, skulle jeg bare bínde en klud om til at opfange dråberne med. Dum og ubetænksom som jeg var, gjorde jeg dette, hvorefter de med med megen medfølelse nu, når jeg skulle have benzin på, purgte, om min VW var blevet forkølet, siden den havde halsklud på?
Da jeg opdagede, de havde røvrendt mig, lod jeg kluden blive siddende en tid – men min hengivenhed til den boblede dueblå var lige stor.
Jeg har her forsøgt at gengive dens forparti med klud om benzinstubben. Hjulet er vist lidt for stort.

Yderste hus.
Uanset ens egen placering og opfattelse vedrørende byplanlægning og bykonstruktion, så er der altid et hus, der har en speciel dominans frem for alle de andre huse i en by, det ligger nemlig som det yderste i en husrække langs en gade eller vej i byen – uanset byens størrelse.
Og foruden at bære titlen det yderste hus kan huset også, rent orienteringsmæssigt, bære yderligere 2 titler: enten det sidste eller det første hus, alt efter i hvilken retning man selv eller tankebanerne bevæger sig. Kommer man ude fra til byen, vil det være det første hus på den ene af de 2 sider af den vej/gade, man kører eller går på, men kommer man fra byens centrum og er på vej hjem, kommer bibelens berømte ord om, at de første skal de blive de sidste, til at passe – idet det jo så er det samme hus, der nu er blevet det sidste hus, man passerer på hjemfarten.
Sådan er der så mange nysselige betragtninger at gøre vedrørende det ældgamle kulturtegn: byerne.

Lærerfesten.

Der er naturligvis brådne kar inden for alle eksisterende fag her til lands. Men at det skulle stå så slemt til i Ribe, som sætternissens fætter, ombryder-nissen, her viser, tillader vi os at tvivle på. (Fra min samling af Tyrkfejl. bak)