Undertøjsformer.

Ligesom alle andre skriverkarle, som havde det - ellers så interessante - job at skulle skrive til en avis, måtte jeg føre en uendelig og aldrig, effektivt vunden kamp mod den emsige sætternisse, som til enhver tid og på en hvilken som helst avisside kunne boltre sig af hjertens lyst.

Og i min lille samling af trykfejl piller jeg her én ud, der viser, at sætternissen havde suveræn magt til endog at omskabe danskernes uundværlige undertøj og lave dem om til helt ukendte og hidtil aldrig sete undertøjsformer. Det var ikke mig, det gik ud over, da han boltrede sig i denne annonce - men alligevel.

Jernbanegades numre.

I midten af 1950-erne vedtog Bramming Sogneråd, at det hidtidige, lidt usikre husnummersystem skulle erstattes af et splinternyt, og man engagerede et københavnsk firma til at stå for opgaven. Den blev løst i løbet af årtiets sidste halvdel, og i 1961 gik man over til at bruge det nye og nuværende system. Numrene skiftede gade-side, idet de ulige numre havde været på den "forkerte" side, og de allerførste huse, der fik de nye numre sat på, var husene i Westergårds Allé.

Det eneste sted, der ikke skete nogen ændring, var i Jernbanegade. Af uransagelige årsager lod man det gamle nummersystem bestå her - måske fordi der på sydsiden kun var 2 ejendomme, begge statsejede: stationen og posthuset. På fotoet ses her H. H. Flintholm stående foran sit hus i Jernbanegade. Han var sognerådsformand, da beslutningen om udskiftningen blev truffet.

Ballonfærden.

Ved det sjællandske dyrskue i 1950 på Bellahøj i København var jeg tilfældigvis til stede. Med egne øjne så jeg den store ballon stige til vejrs og kan bevidne, at det er noget sludder, Berlingske Tidende d. 3/7 skriver om denne opstigning, idet jeg så, at vi alle forblev stående på jorden. Bladet skrev: "Fulgt af en tusindtalling skare steg den gule ballon op fra Bellahøj."

Folkevognsfan.
I årene omkring 1960 oplevede jeg noget, som jeg endnu undrer mig over: jeg tabte jeg mit hjerte til en bil.
I april 1959 fik jeg bil, min første bil, en VW-boble, dueblå, og i løbet af de 4-5 år, jeg havde den, opstod der en mild form for forelskelse. Måske fordi den havde lige akkurat alt det, en bil skulle have for at kunne fungere, og den fungerede til ug. Hver dag.
Men til enhver lykkelig tilstand er der jo som regel også en skyggeside. Det var der også her. De opfindsomme mennesker på værkstedet hos Pahuus, Ribevej 1, gjorde mig uden de store armbevægelser men med fortrolig stemme opmærksom på, at hvis der sprøjtede benzin op og ud af påfyldningsstubben på tanken, skulle jeg bare bínde en klud om til at opfange dråberne med. Dum og ubetænksom som jeg var, gjorde jeg dette, hvorefter de med med megen medfølelse nu, når jeg skulle have benzin på, purgte, om min VW var blevet forkølet, siden den havde halsklud på?
Da jeg opdagede, de havde røvrendt mig, lod jeg kluden blive siddende en tid – men min hengivenhed til den boblede dueblå var lige stor.
Jeg har her forsøgt at gengive dens forparti med klud om benzinstubben. Hjulet er vist lidt for stort.

Yderste hus.
Uanset ens egen placering og opfattelse vedrørende byplanlægning og bykonstruktion, så er der altid et hus, der har en speciel dominans frem for alle de andre huse i en by, det ligger nemlig som det yderste i en husrække langs en gade eller vej i byen – uanset byens størrelse.
Og foruden at bære titlen det yderste hus kan huset også, rent orienteringsmæssigt, bære yderligere 2 titler: enten det sidste eller det første hus, alt efter i hvilken retning man selv eller tankebanerne bevæger sig. Kommer man ude fra til byen, vil det være det første hus på den ene af de 2 sider af den vej/gade, man kører eller går på, men kommer man fra byens centrum og er på vej hjem, kommer bibelens berømte ord om, at de første skal de blive de sidste, til at passe – idet det jo så er det samme hus, der nu er blevet det sidste hus, man passerer på hjemfarten.
Sådan er der så mange nysselige betragtninger at gøre vedrørende det ældgamle kulturtegn: byerne.

Lærerfesten.

Der er naturligvis brådne kar inden for alle eksisterende fag her til lands. Men at det skulle stå så slemt til i Ribe, som sætternissens fætter, ombryder-nissen, her viser, tillader vi os at tvivle på. (Fra min samling af Tyrkfejl. bak)

Ko i snor.

Køer er, i almindelighed, nogle særdeles besindige, drøvtyggende væsener at omgås, og de kan imponere deres tobenede omgangsfæller på flere forskellige måder.

På den lille gård i Midtjylland, hvor jeg voksede op, imponerede de mig især på den måde, at de, når de hørte far kom slæbende med de lænker, hvormed de om foråret skulle udstyres inden de skulle ud på græsmarken, startede en enorm brølekoncert inde i stalden - endnu før de kunne se far med lænkerne. De kunne blot høre ham. De kunne altså huske samme begivenhed fra året i forvejen.

Koen, som her ses afbildet tæt op ad vejen øst for Bramming, gør sig bemærket derved, at det ser ud som om hun har en ledning gennem næsen.

Vejtræet og soldaterne.

Periodisk kan der være overordentligt travlt på en avisredaktion, hvor der snakkes meget i telefon og skrives mange linier hver dag - og der er altid noget, der hedder deadline, sidste punktum for dagens produktion.

Men også i de mere fredelige timer kan der ske noget sært med de mange ord, der arbejdes med. Hvad der skete hvornår og hvorfor vides ikke, men det ser ud til, at man her har været udsat for et træ med soldater i trækronen. (Pluk fra min samling af Tyrkfejl. bak)

Bering.
Der er ikke mange pletter i vort lille land, der har sat sig spor på det store verdenskort.
Derfor er jeg lidt stolt af at kunne sige, at det sogn i Midtjylland, som jeg kan kalde mit, fordi jeg er født dér, har givet navn til et vandområde på den nordlige del af kloden.
Det er strædet mellem Rusland og Alaska, Beringstrædet. Det er opkaldt efter sømanden Vitus Bering (1681-1741). Hans familie opholdt sig en tid i mit sogn Bjerring, som den gang må have heddet Bering, for de tog navnet herfra med sig til Horsens, hvor Vitus blev født. Han gik som voksen i russisk tjeneste og fandt under en ekspedition til Kamsjatka-halvøen det stræde, som nu bærer hans navn. Han døde i øvrigt af skørbug på Bering Øen, hvor hans grav stadig findes.
Bjerring Sogn er et ganske almindeligt lille landsogn. Om Bering-familien brugte Bjerring Kirke vides naturligvis ikke, men den lå i deres tid i hvert fald på sin bakketop på kanten af Gudenådalen, som tilfældet også er i dag. Jeg er døbt i den, konfirmeret og viet i den. Dens tårn ses lige over mejeriet til venstre – som ikke er mejeri længere, men boliger.

Slangen.
Dette skal forestille en slange. En ganske tilfældig art. Den kan udmærket været en brilleslange. Men det er så uden briller. Race eller art spiller ingen rolle her, for den er blot en illustration til et problem, som jeg ikke kan se nogen løsning på.
Problemstillingen er således: Vi forestiller os, at den grådige slange tager fat på at sluge sig selv fra halespidsen. Efter et ikke nærmere kendt tidsforløb vil den være kommet til sin egen nakke-afdeling – og hvad så?
Hvis denne mærkelige tildragelse skulle finde sted i virkeligheden, hvordan ville dyret så kunne få bugt med den allersidste del af sig selv – hovedet.
Det er til at ligge søvnløs over i timer, hvor der burde soves. Og her hjælper optælling af får, der springer over et markled, ikke en døjt. Heller ikke på problemets afklaring, for når dagen gryr, mangler den stadig hovedet – at fortære – vel at mærke.

Det svalmer.
Visse vejrsituationer står helt fra ens barndoms- og ungdomstid mejslet ind i bevidstheden, knyttet til en bestemt plet i landet.
Med rod i Midtjylland, kender man derfra udtrykket ”det svalmer” - om en vejrsituation, der forekom mest omkring og lige efter midsommer. Som regel altid omgivet af svaler, dels siddende, dels i lange, glidende flugtture højt oppe i luften.
Ordet svalme dækker en vejrsituation, i hvilken løvmasserne i et stort, tæt, gammelt og fuldt udvokset læhegn af især ahorntræer ved vestsiden af en gård viste et ganske specielt rytmebillede, fremkaldt af sommerbrisen. Situationen opstod hen sidst på dagen, når dagens vind fra vest løjede lidt af. Da kunne man i læbæltet se, at der opstod en rytme i de tunge, grønne kroners top, der blev inddelt i en form for gyngende, vuggende grupper. Vinden, der kom glidende hen over den solvarme jordoverflade, var da så blød og langsom, at den fik den enkelte gren- eller løvgruppe til i ro og mag at kunne vende tilbage til dens rette plads i den mægtige trækrone, inden den på ny fik et venligt skub af sommerbrisen. Hele tiden var da alle grupper enten tvunget ud i bevægelse af brisen eller sindigt på vej tilbage til startstilling. Nogle grupper i lidt cirkelformet bevægelse.
Denne svalmen kunne næsten være at ligne ved en stille engelsk vals. Den kunne minde om et dansegulv i en festsal med mennesker, som i lutter livsglæde havde danset sig trætte til festens toner fra orkestret – og som nu til slut, med tættere tag om dansepartneren, i stille, eftertænksom takt bevægede sig langsomt rundt til festaftenens punktum, den allersidste dans.
Trætoppene syntes at bevæge sig i netop en slags eftertænksomhed – til den allersidste rest af kræfter og energi i denne blide sommerdags sidste aftenbrise..

Spejlbilledet.
I et ukendt antal årtier har det været skik og brug, at landmanden i det tidlige forår etablerede nye fennehegn eller reparerede de bestående hegn, inden kræet skulle ud på det indhegnede areal og guffe sommergræs i sig.
Da manden i Darum etablerede sit hegn på den mark i Darum Marsk, hvoraf der her ses et hjørne, var han omhyggelig med at få de slanke hegnspæle til at stå med tilbørlig respekt for grøfter og naboskel. Og han har næppe tænkt på, at det en dag i blankt solskin udmiddelbart efter en hidsig og hurtig sommerbyge kunne blive til en lille skulptur hvis bestanddele spejlede sig i det ydmyge vandhul, hvori der nys var påfyldt nyfalden regnvand.Vandspejlet og lyset omkring det syntes ligefrem at fremhæve det hypersorte i de beskyggede dele af skulpturen.
I enhver tegning er der som regel gemt en lille hemmelighed. En finesse. I tegningen her er den gemt i skyggedelene. Skitsen blev nemlig udført med en kuglepen med blå patron i. En sådan farve egner sig slet ikke til at lave skygger med, så motivet fik hjemme på kontoret en lille efterbehandling med de sorte tegnepenne. Og her blev der – i erindringen om de knaldsorte dele nede i det søvlblanke vand -gået lidt rigelig hårdt til den. Men det ser helt godt ud i et spejlbillede.

Ord.
I en hyggelig stund, i hvilken jeg sad og syslede med det sprog, jeg kender bedst, dansk, indså jeg pludselig, hvilket genialt stykke værktøj, mit sprog faktisk er, skønt det egentlig kun består af lutter bestanddele, der går under betegnelsen ord. Men hvilken rigdom af ord!
I et påfølgende halvvejs lyst øjeblik dannede der sig da følgende lille rim:
Ordet ”ord”
er lille og stor –
fordi det jo rummer
det vældige bord,
som er dækket med alle de ord –
du ejer her på jord.
Det geniale ved dette ord-værktøj er bl. a. at det ikke slides op, det fornyes ganske langsomt, og det kan fortsat bruges til at fortælle om alle de mange forskellige stemninger, et menneske kan komme ud i. Det ville være lidt brydsomt, hvis alle disse forklaringer på sindsstemninger skulle foregå ved fagter og bevægelser alene.

Muldvarpeskuddet.
Ja- det er fuldstændig rigtig set: Det er min venstre hånd med en guldring på guldebrand. Og denne ring rummer et lille eventyr.
Det var min kommende kone, Krestine, der placerede den på min finger nytårsaften 1948, og den blev kaldt en forlovelsesring, hvilket kommer af, at vi blev forlovet den aften. Vi blev placeret ved Vestkystens redaktion i Bramming, og nøjagtig 16 år efter bemeldte nytårsaften, - en solrig majlørdag i 1964 - kørte jeg sammen med sønnen Sole og hans legekammeret til vort fritidshus i ”Eventyrets Land” mellem Ho Bugt og Vesterhavet. Ind imellem vi skulle plante træer skulle vi selvfølgelig også lege røvere og soldater. Det foregik tildels kravlende, og ringen som lå i min lomme for ikke at blive slidt og ridset af spadeskaftet var – væk.
Trods mange små eftersøgninger gennem mange år var og blev ringen borte.
En vinterferiedag i 2006, da samme søn og hans viv og yngste søn opholdt sig i feriehuset, som nu var deres, kom de på besøg hos vi to gamle her i Bramming, og barnebarnet kom glad ind i stuen, lidt spændt, for han havde en gave til os indpakket i avispapir.
Jeg pakkede den op – og inden i lå min guldring. Den var vendt tilbage efter 42 års forløb – takket være en af de ellers lidt ildesete og meget talrige muldvarper, der er lige ved at underminere det gamle fritidshus. Et par meter uden for døren lå ringen i toppen af et muldvarpeskud og lyste op i det lidt vintertrætte forårssolskin. Konen kunne igen sætte den på min finger.

I løbet af godt 30 år har marsken ændret sit ansigt. Det er sket på den måde, at tidligere var hver eneste markfelt markeret med hegnspælenes slanke figurer.

Ved vejsiden på Østre Engvej er der nu kun en enkelt tilbage. Den er til gengæld diger i omfang og markerer vistnok Bramming-Hunderup Jagtforenings revir.

Erhvervs-skifte.
At skifte erhverv, som jo er en særdeles skelsættende tildragelse, kan tage tid, har jeg oplevet. Det slog mig, da jeg genså et foto fra Haslev Højskole vinteren 1943-44. I et tilbageblik kan jeg nu se, at jeg her er just midt i en lille periode, der blev skelsættende og afgørende for mit livsforløb. Det vidste jeg naturligvi ikke den vinterdag. Jeg følte bare på den tid, at jeg skulle væk fra landbrugserhvervet og over i et andet, helst noget med skrivearbejde i, for jeg var bidt af sproget og dets uendelige muligheder, hvad konstruktioner angik. Og så havner man her som medvirkende i elevernes flytning af noget så landbrugsrelateret som et træskur, der skulle rumme svin – skolens egen svinebestand, går jeg ud fra.
Men alligevel. Når de små detaljer tages med i billedet, så er jeg IKKE bærer af huset.
Jeg er med i noget helt andet.
Jeg er én af de 3 harmonikaspillere, som var en del af højskolens amatørorkester den vinter, og som var beordret til at spille i spidsen for det højst usædvanlige lille optog.
Det var den vinter i Haslev, jeg ved sammenligning med omkring 100 andre bondeknøse fandt ud af, at jeg – som kom fra Jante-lovens stramme favntag i et lille bondesamfund – ikke var ringere end de var. Stort set. Vi var helt på linje – men jeg lugtede til bl.a. både dansk og engelsk på højskolen. Det satte noget i gang, som jeg dengang ikke vidste, hvad var. Det hele endte, efter div. tvivlsperioder, i beslutningen om at skifte erhverv. At gå fra plov til pen.

Byggen nakkede.
Vore digtere, specielt Jeppe Aakjær, har besunget kornsorterne på både romantisk og nøgtern vis, så det ligger fast, at rugen dræ’r og giver føde til landets befolkning i udstrakt grad. Dens ringlende kollega havren, bruger sine bjælder til dette sjældne ringlespil, som vist kun en digter kan hørre, og den indgår også i vidt omfang i danskerens menu.
Hveden er måske for ny som kornsort i dansk landbrugs avlsprogram, for den er der vist ikke sunget noget om - for slet ikke at tale om byggen. Denne hidsige lille fyr med de emsige haser, der altid sætter sig i menneskers tøj, er vist heller ikke besunget.
Fra mit midtjyske hjemsted har jeg i erindrings-bagagen her til Sydvestjylland medbragt en lille bemærkning, som landmændene brugte, når byggen var ved at være lidt overmoden, så aksene bøjede sig nedad. ”Den er ved at nakke”, sagde de, når byggen kom i den tilstand i sin korte sommerkarriere. Og så var den klar til at høste. Den var ”tjenlig”, som de også sagde.

Brammings storke.

En gang var Bramming en storkeby. Andenrangs vel at mærke - hvis der sammenlignes med Ribe. Men gennem en årrække var der i varierende antal storkereder med tilhørende storkebeboere forskellige steder i byen.

Da vi kom hertil i 1954 var der vistnok storke med reder 3 steder: Klædevarefabrikkens eller ølbryggeriets skorsten på hj. Nørregade-Plantagevej, Bramins vognhjul (på en stang), Storegade 39 og Thorsens Trælasthandel, Ribevej 6.

Den sidste stork med redebygningsmateriale i næbbet, som jeg husker at have set flyvende mod en af disse reder, var i første halvdel af 1970-erne. Her ses storke i Bramins rede oven over det, der i dag er N. A. Jørgensens Plads, set mod nv.

Dosmersedlen.
Jo ældre man bliver jo mere tid får man til at erkende, at antallet af aldersbetingede nederlag og svipsere ganske stille er stigende.
Et af de steder, hvor der for mig er den største risiko for et nyt nederlag, er mellem dagligvarebutikkens utallige hylder, diske, montrer og midlertidige, trebenede opstillinger. Jeg går og skal finde det, der skal købes. Og faktisk lykkes det godt de fleste gange – for jeg har jo min dosmerseddel at støtte mig til.
Den er en god støtte. Men også dette system kan svigte. Jeg kan blive så optaget af nye vareplaceringssteder, som jo så skal findes, eller af at sige goddag til en god bekendt, at jeg kommer hjem og opdager til min store sorg og begrædelige virkelighed, at jeg glemte en enkelt ting: jeg havde glemt at tage et sidste kig på dosmersedlen, før jeg gik til kassedamens rullende bånd. For varen var ganske rigtig anført på min seddel.
For at undgå denne gebrækkelige situation har jeg nu udvidet min dosmerseddel til at være en decideret huskeseddel: Jeg har vedtaget med mig selv, at ordet Husk – som jeg så skal huske at skrive på hver seddel - skal få mig til at se på sedlen, inden jeg går til kassen.
Jeg tør slet ikke tænke på mit ansigtsudstryk og min sindstilstand, hvis og når også dette geniale system svipser.

Elmasten.

Der er jo altid en eller anden grund eller anledning til, at et foto bliver taget. Åragen til, at jeg tog dette smukke motiv på Plantagevej var - så vidt jeg husker - denne enkle, at en eller flere af byens beboere havde henvendt sig til Vestkysten med en bemærkning om, at "når der nu sådan blev udskiftet ledningsmaster forskellige steder i byen, burde også denne lidet smukke elmast af træ også fjernes og erstattes med noget pænere." - Der blev nemlig af og til udskiftet gamle master og opsat nye rundt om i byen.

Hvordan det gik, er forlængst glemt - og der er stadigvæk en pæn bydel på Plantagevej. Nu er den beliggende inde i byen. Da billedet blev taget i 1955-56 førte Plantagevej direkte til byens udkant.

Triangelen.

Næppe nogen andre steder er der på Brammings gadenet blevet foretaget så mange ændringer, reparationer eller indgreb i øvrigt både på jorden og i luften i form af færdselstavler, belysning m.v. som tilfældet er her ved eller på Triangelen.

Her tænkes især på afmærkninger til styring af trafikken på dette lidt specielt indrettede gadeafsnit: tavler på en støtte i krydsets midte eller etablering af hvide båsestriber på selve gaden. I krydsets omgivelser har der også været opsat tavler m. v. over tilstødende gader eller på husvægge. En overgang havde Storegade-trafikken "Fuld stop" for trafikken fra Viadukten.

Intet fungerede så godt som det system med færdselsfyr, der nu er på stedet. Yderst til højre ses "Strygejernet", vistnok det eneste hus i byen, der - i daglig tale - fik navn efter den grund, det lå på: en trekant. Det blev nedrevet i 1968, og nuv. bygning opført i stedet.

Fortovsstregerne og fadet.
Vi sad på bænken nær fortovet og så ham komme. Han var 5-6 år, og i det stille forsommervejr kunne vi høre, at han hele tiden gentog for sig selv: jeg sku’ hilse og sige tak for lån, dim, dim - jeg sku’….
I den alder har man meget at se efter på et fortov, når man går, og skønt han havde lidt halvtravlt, måtte han ustandseligt et par skridt tilbage for at gentage sin vandring, der også den dag foregik efter en af de strenge regler, der gælder for, hvilke streger mellem fliserne – eller selve fliserne - der måtte betrædes og hvilke ikke og i hvilket tempo. Hele tiden hindrede det store blikfad, som han havde godt fat i med begge hænder, ham i at tage rigtig bestik af de famøse fortovsstreger nedenunder. Dim,dim, dim …jeg sku’ hilse og sige…Han skulle tydeligvis hen og aflevere fadet og huske at sige tak for lån.
Nogle minutter efter kom den lille transportmand tilbage, og da var kun den ene hånd i brug: den krammede nu et par flødekarameller, hvis papirender stak ud i sollyset. Og nu var der straks fuld kontrol over og god tid til, 100 pct. at sikre sig, at der blev trådt korrekt. Til gengæld blev der trådt rigtig hårdt, nærmest i små hop, de rette steder.

Byens p-plads.

Da vi kom til Bramming i 1954, var væksten i landets bestand af biler mærkbart i gang, og der kom flere og flere biler på byens første p-plads mellem Sct. Knuds Allé og Hotel Kikkenborg. Den var blevet anlagt i slutningen af 1930-erne på arealet her, som indtil da blot var en tom plads.

Set mod sydøst fra vort vindue på 2. sal i Vestkystens hus på hjørnet Sct. Knuds Allé-Storegade så p-området således ud en vinterdag ca. 1955. Benzintanken foran porten til Kikkenborgs markedshal blev passet af vor genbo, viktualiehandler Arne Ørnskov, som fra sin butik i Storegade 7 kom løbende over til tanken, når en kunde bimlede med klokken. Markedshallen forsvandt ca. 1977, her ligger nu biblioteket, hotel Kikkenborgs fløj blev brækket ned ca. 2006, og her skal der bygges boliger, siger man.

Pølsevognens sted.
Hvorfor jeg en sommer-aftenstund i 1955 tog dette billede fra Vestkystens kontorvindue stik sydøst,har jeg glemt. Men det var godt nok, det skete, for det er vistnok det eneste nærbillede, jeg har af Brammings den gang eneste pølsevogn. Den var forsynet med en lille motor, og når det var lukketid, tøffede pølsemanden af sted til en garage i Skolegade. Bag pølsevognen ses Hotel Kikkenborg, som nu er apotek, og bag hotellet ses portør Tønnings hus. Her er p-plads nu. Togsignalerne på stationsterrænet, der sølvbroncerede står og reflekterer lyst fra den nedgående sol, er også væk. - Jeg husker to pølsemænd: den ene var Voss (August Voss?) fra Mulvadområdet, den anden var fra Sejstrup og hed vistnok Christensen. Han boede til venstre for vejen, når man kørte mod Sejstrup. Det er muligt, der også til sidst en tid var en Bolding fra Mulvadområdet - eller omvendt for det sidste par eller demallesammen. Nu er derPølsevognen et rigtigt pølsehus i dette område + springvand og torvetræ.

Blankpudsede sko og en blog.

Jeg ville være noget andet, end det, jeg som halvvoksen knægt var beskæftiget med: landbruget. Jeg havde selv en lille anelse, og alle i mine omgivelser kunne sikkert se, at jeg var en elendig landmand. Men kun et enkelt menneske antydede det klart og tydeligt. Husassistenten på den lille gård, som var mit hjem, sagde i en eller anden anledning: ”Det eneste du kan, eller er god til, er at pudse dine sko og at finde god musik i radioen.”
På sin vis både en alvorlig og opmuntrende konstatering - en slags skulderklap til en grønskolling, der var i vildrede med både sig selv og sit erhverv og sin fremtid.
Men de ting, som pigen anførte, kunne man jo i hvert fald ikke leve af på rimelig, dansk vis. Så jeg gik fortsat med en vag fornemmelse af, at en anden beskæftigelse nok ville vise sig for mig en skønne dag – gerne noget med at skrive, og jeg havde nu vished for i hvert fald 2 ting, jeg kunne eller var god til.
Så skete det. Ad uransagelige veje gik jeg fra ploven til pennen, og det blev min livsgerning gennem 30 år at skrive til en avis – at arbejde med bogstaver, pusle om mit dejlige modersmål, skabe tekst og beskrive stemninger, daglige oplevelser af almen, menneskelig art. Sligt kan blive en vane, og det blev det for mig. Den sad dybt.
Så kommer man i ældrebolig og har ikke hverken græsplæne eller stauderstykker at tænke på mere – og vores søn kunne i vore samtaler mærke, at jeg savnede noget skrivearbejde. Han satte derfor en blog op til mig. Så skulle jeg bare fylde på - hvilket jeg siden da har gjort med megen glæde. -

Vandviseren.

Det er nok ikke helt galt gættet eller anslået, at omkring halvdelen af den voksne danske befolkning mener, at det med at vise vandårer i jorden med en pilekvist er en skrøne af den digre slags - medens den anden halvdel mener, at det er muligt.

Jeg kan med sindsro tilslutte mig sidstnævnte halvdel. For jeg véd, hvordan man viser vand med en pilekvist - når man ikke kan dette. Mandag d. 12. maj 1952 var jeg som journalist med afdøde fotograf Gabs, Tønder, ude hos gartner Viggo Jørgensen, Frifelt, Højer. Han manglede en givtig brønd, og til at finde den rette vandåre var engageret vandviseren, bagermester Emil Petersen, Højer. Petersen fandt en åre og bad mig efterprøve dette. Jeg tog efter hans beskrivelse fat i pilekvisten og gik, hvor han havde gået. Der skete ikke det fjerneste med pindens stilling. Så gik Petersen om bag mig, tog om mine håndled, så han kunne føle min puls, og vi gik samme tur - og nøjagtig på det sted, hvor pilekvistens i hans hænder var svippet mod jorden, svippede den nu også i mine hænder lodret nedad. Jeg kunne ikke holde den i ro. Det var usædvanlig oplevelse.

Bobs skygger..
Under sommerhedebølgen juli 2008 skete der for Bob Artikelsen det usædvanlige, at han fik en god idé, gjorde en slags opfindelse: Han besluttede at starte et firma, som skulle levere skygger. Han kaldte det ”Bobs Skyggeservice”. Hedebølgen lærte ham nemlig, at mange da blev træt af at slikke solskin.
På hans skitse hosstående ser man Bob sidde i skyggecentrets lille pavillon, hvori der er etableret kiosk med salg af drikkevarer, som via et sindrigt anlæg kan afpasses til alle skyggesøgendes, mere eller mindre forvarmede kunders ønsker. På kioskens bagvæg har han opslået sit reklameslogan: ”Hos Bob er alle så glade og trygge – for her kan man slikke den ægte skygge”.
Bob har erkendt, at det danske klimas struktur ikke er sikkert nok til, at et sådant arrangement kan sikre ham føde, klæde og husly – så han overvejer faktisk at søge udenlands. Men det koster penge, og han går nu på jagt efter en pengestærk kompagnon – gerne én som tænker miljørigtigt, og som derved kan støtte ham med hans anden opfindelse: tidevands-dynamo-strømfremstilleren. Bobs skyggecenter ses på skitsen stik syd – kæmpetræets skygge vil altså komme til at skride hen over hele flisearealet. 100 % udnyttelse.

Kornhøstmindet.
Når høsten i Danmark er så nær forbundet med, domineret af bogstavet ”Ø”, kan der næppe bruges en mere fornem tekst til billedet her end dette: ”Høst i Høe ved Høevej set fra øst”.
Kun få husker de gamle dages vældige, arbejdskrævende men kortvarige slæb med den for både folk og fæ livsvigtige afgrøde – før de store maskiners indmarch på markerne – og derfor skal mindet herom så puttes ind her i en rund halmballe omvundet med plastik nær Høevej 16 – som ballen så ud d. 29/07 2008.
Den smukke, maskinbehandlede balle viser, at alt det tunge slæb med den vigtige afgrøde er væk. Kornet i silo, halmballer pakket ind i plastik.
Dette slæb forløb ca. sådan: Først ”høste fra” i markens side med en le. Hjælpe til med at binde op (lave neg) efter slåmaskinen. Jeg lærte her at lave negbånd af kornstråene. Sætte de nyhøstede kornneg i skok. Flytte dem efter en regnvejrsperiode og stille dem op igen. Vende dem rundt med ”rumpen” mod solen. Køre dem hjem, når de endelig var tørre. Lægge dem på plads i laden, så hver cm plads blev udnyttet. Tærske dem om vinteren i en kold lade, hvor kulden gjorde støvet endnu mere uomgængelig kold og hæmmende for åndedrættet. Bære det aftærskede korn i sække op på stuehusloftet – hvor det lå godt og blev brugt til bl. a. at gemme nedplukkede æbler i. Og bære det ned igen, når det skulle bruges.
En ufattelig og uforglemmelig stund oprandt, da gården i 1936 fik en selvbinder, og høstslæbet formindskedes en smule – men jeg kan endnu binde et negbånd af strå.

Nybyggeren.

Lige fra den dag, Bob Artikelsen slog sig ned på Breum Banke, havde han troet, at han var en nybygger her. Men en bemærkning, han tilfældigt opsnappede inde i Darum, pegede i en helt anden retning. Bob undersøgte sagen, og det viste sig, at der i jernalderen, for ca. 2500 år siden, havde boet mennesker her.

Det kunne konstateres ved det fund af et jernalderhus, som blev gjort her i 1966. Museumsfolk blev straks interesseret i fundet og fik det udgravet. På billedet her ses arkivar Mogens Bencard, Ribe, sammen med et par børn, mens udgravningsarbejdet stod på. Der var i øvrigt den frynse ved sagen, at der ikke var helt klarhed over, om Breum Bank nu hørte hjemme under Esbjerg Museums eller Ribe Museums dækningsområde. På god demokratisk vis afgjorde Bencard og museumsleder Niels Thomsen, Esbjerg, stående på fundstedet, spørgsmålet ved at slå plat og krone - og Ribe fik opgaven.

Universalmaskinen.

Bob Artikelsen var så begejstret for sin strømdynamo, at han ganske overså den mulighed, at han kunne have glemt noget. Men hans emsige og krakilske fætter, principrytteren og pindehuggeren Per (Egentlig Pernittengryn, men familien blev træt af det lange navn) kom straks med sine kritiske punkter, der i hovedsagen gik ud på, at anlægget ikke var 100 pct. effektiv.

Der ville uundgåeligt opstå døde perioder i el-produktionen, nemlig når tidevandet skiftede, sagde Per. I nogle øjeblikke ville alt maskineri stå stille.

Bob måtte give gnavpotten ret, og brugte derfor den følgende nat på at lave et 100 pct. effektivt anlæg. For det første tilføjede han en vindmølle. Selv om det er sjældent, kan der dog forekomme helt vindstille også ved vandkanten, så Bob tilføjede desuden nogle solceller.

Opmuntret af disse forbedringer gik han videre på jagten efter en kompagnon.

Dynamoen.

Bob Artikelsen, som er vildt begejstret for udnyttelse af naturens rige gaver, kom (efter turen forbi hytterne med solcellerne ved Sneum Sluse), til at tænke på en gammel idé, han har tænkt tanker om i flere år: udnyttelse af tidevandet til el-fremstilling.

Hosstående ses i formindsket udgave Bobs plan: En stor beholder af beton. Overkanten skal være lig med højeste vandstand under flod. Når vandet stiger strømmer det ind gennem de 2 huller, hvori sidder en dynamo, der laver strøm. Ved ebbetid strømmer vandet ud modsatte vej - og driver påny dynamoerne og laver atter strøm. Denne situation optræder 2 gange i døgnet, og der laves strøm næsten hele tiden. Ganske gratis!

Hjemkommet satte Bob sig på sin bænk på Breum Banke og forestillede sig sin strøm-fremstillings-tidevands-maskine opstillet ret ud for ham - på den udvendige side af havdiget på stedet, hvor vadehavsvand og forlandets sand mødes. Nu skulle han have fundet en velstående kompagnon. Den slags forsøg er nemlig dyre, men hurtigt indtjent, siges der.

Solcellerne.

Da Bob Artikelsen var kommet til hægterne efter den forfærdelige forkølelse fra Grønland, tog han sig en vandretur gennem et af de steder ved vadehavet, han holder allermest af: området med de nysselige små hytter ved nordsiden af Sneum Å, hvor den tager den sidste slyngning, inden den glider ind under og ud gennem Sneum Sluse - ud i vadehavet og Vesterhavet.

Som god vestjyde bruger han konstant benævnelsen Vesterhavet, fordi Nordsøen lyder alt for fjernt og forkert. Vesterhavet, det er noget, der rører ved Darum strand og den øvrige del af Jylland.

Det, der optog ham på denne tur forbi hytterne, var, at han på nogle af tagene kunne se, at her bor der mennesker, som foruden at elske naturen også forstår at bruge nogle af dens mange rige gaver, som den så gavmildt giver vi tobenede: der var sat solceller på nogle hytter - helt igennem i størrelse afpasset efter både husenes og tagfladernes størrelse.

Han var nær kravlet op havdiget og råbt hurra, for den gode hytte-idé. Men hurraråb ved vadehavet, oven i købet på en digekrone passer sig alligevel ikke rigtig for en vestjyde.

Reklamestemmen.

Med en generalforkølelse i bagagen steg Bob Artikelsen ud i Kastrup Airport, snøftende, hæs, harkende, sitrende endnu af kulde. Han havde været på den længe imødesete turisttur til Grønland. Han havde selv tilrettelagt den, og det gik grueligt galt for Bob i de isnende omgivelser på øens indre, hvide og iskolde, frostknitrende ensformighed af nøgne klippespidser og sne. Han var nær aldrig kommet tilbage til civilisationen, hvor han straks købte et helt bjerg af vintertøj i mange former og udgaver. Og så fløj han hjem, rystende i sin tykke vams. Det er svært at komme over et frostangreb. Næse og øjne løb i vand.

Som et tilfældigt valgt offer blev han interviewet af en TV-reporter, og på TV-stationen blev man så begejstret for Bobs hæsende trangbrystethed, at man straks tilbød ham et job som indtaler af reklameindslag til stationens div. reklamespots. Det var en jublende Bob, der tog hjem til Breum Banke, og hans indtrængdende og overbevisende, men hjælpeløse hæserier i div. TV-reklamer forsøger at formidle budskabet om gode varer. Han undrer sig over reklamebureauernes stemmevalg.

Biting.

En by får ikke rynker i sit ansigt, selv om den bliver gammel. Der sker noget andet, som svarer til rynkerne: Der sker ændringer i dens ansigt. Det kan være biting af uanselig størrelse og omfang. Eller det kan være selve bitinget. Det skete i Bramming. Byen havde i ca. 50 år sit bitingsted (en afdeling af Ribe Ret). Det meste af tiden i et værelse på Hotel Kikkenborg, 1. sal - og det var i en pavse i retshandlingen sommeren 1954, at jeg fæstnede dette motiv på blokken.

I baggrunden ses DSB´s vandbeholder, til højre for dette Bramming Teglværk, der brændte 1962. Det blev genopført - i dag Kalmar Huse. Langs Jernbanegade er der en beplantning, den er væk. Her er stor p-plads. Tæt op ad denne ses DSB´s vandkran. Den er væk lisom vandbeholderen. Og hotellets værelse? Det er der måske endnu. Muren uden om det er der i hvert fald, men her skal være boliger, og neden under er Bramming Apotek, som tidl. var placeret lige over for vandkranen. Og tegnepennens ejer er både tynd- og gråhåret.

Fødderne.
Mange mennesker har et billede, på hvilket de ser sig selv i en eller anden god eller minderig situation, som der ofte vendes tilbage til – i nostalgi som regel.
Også Bob Artikelsen har det sådan.
En god ven havde lavet et rids af Bob, set oppe fra et stillads, under hvilket Bob stod – og af en eller grund eller tilfældigt, så på sine fødder. Kig op! sagde tegneren. Og det gjorde Bob.
Han kiggede opad længe nok til, at tegneren fik kradset hans kontrafej ned + Bobs fødder – og det er dette, Bob kigger jævnligt på – i stilhed og andagt, nostalgisk selvfølgelig også. Grunden hertil er, at den dag, tegningen blev lavet, kunne Bob mageligt se sine fødder neden under sin beklædning. Det kan han ikke længere. Det er ikke beklædningen, der har ændret sig, men Bobs mave. Den rager så langt ud foran ham nu, at han alene i kraft af sit korpus kan skabe en slags respekt om sig. Mavers rumfang eller fylde har altid haft en vis vægt i deres omgivelser.

Kagedåsen.
Kan optakten til en tragisk hændelse være lys og let og lige til at nyde? Ja. Og jeg tænker her ikke på f. eks. en rutschebanevogn, der under en ellers vidunderlig lufttur falder ned med passagerer i.
Jeg tænker her alene på den dejlige oplevelse, jeg havde ved at dyrke min hobby, mens jeg tegnede huset i Lindegade.
Der var dog en bagtanke med hobbyværket den sommerdag: Jeg var vild med at samle på sjældne ting af messing, og jeg havde i bageriudsalget i huset, jeg tegnede, set gamle messingkagedåser med rude i på en hylde oppe under loftet.
Jeg har altid været en elendig handelsmand, absolut uden evne til at understrege to parters fordele ved en handel om, hvad dette end måtte have været, nu altså en tegning. Med en vis portion optimisme gik jeg ind i butikken og foreslog en handel, en byttehandel med en messingdåse for tegningen.
Det viste sig, at intet i den butik ud over kager, brød, is og slik var til salg.
Så kontant en følelse kan man komme til at stå med, efter at have hørt, hvad messingsdåsens ejer havde at sige om den sag. Det føltes snart totalt håbløst at føre samtale om disse ting. Man gik ud, og så var det, at det så lidt tragisk ud alt sammen. Tegningen er nu i Byhistorisk Arkivs gode hænder - som et eksempel på byggekunst anno 1907.

Motivet.

På tegningen af min hånd, lavet i går d.07/07 08, er der en graverende fejl, som jeg først har opdaget i dag, d. 08/07 08: Når jeg laver en tegning af min hånd, er den naturligvis i gang med ja, netop at lave en tegning af min hånd.

Ganske som hvis jeg med kamera tager et foto af mig selv med kameraet i fremstrakte arme, ja, så er jeg jo i gang med at fotografere mig selv - MENS jeg fotograferer mig selv!?

Ergo skal man på tegningen af min hånd kunne se, at jeg er i gang med at tegne min hånd.

Eller hvordan er det nu det er?

Under alle omstændigheder har jeg i dag på tegningen fra i går ændret det tegnede movtiv fra en blomst til det, hånden var i gang med, da jeg tegnede den: at tegne min hånd.

Godt den danske varmebølge er ovre. For det lyder sandelig indviklet det her.

The pencil.
This is a kind of examination – in inglish language.
A part of my family is speaking english, so I have to use this famous language now and then. In order to train my writing english I will try to tell a little story about the pencil. MY pencil. You see.
My father has told me, that I – as soon as I was able to have a pencil in my little hand – began to use it.
And I have gone on with that wonderful hobby, and I am telling this little story just in english so that people who have the eye of an expert can have en possibility to look at it – and tell me what is wrong, either in spelling or in word order. Because I am sure, that my danish word order has made an influence upon this little story.
And if you – dear reader, can spend a few minuts in looking at my story in that way – I say: thank you, very much.
BUT: It is rather difficult to draw a hand, using – a pencil.

Flagstangen.
Dette forestiller en flagstang på Mols, tæt ved de runde, grønne Mols Bjerge.
Bob Artikelsen, der kom til verden i 1970, var her på en ferietur forleden. I hans opvækstår var landets beboere optaget af særligt 2 ting: det ene emne var debatten om fællesmarkedet og dets endemål: det af nogle ønskede og af andre særdeles uønskede: EU. Det andet emne var Århus-historierne, som i de år gik det ganske land rundt.
Århus-historierne forbandt han i nogen grad med Molboerne og Mols bjerge, så nu ville han se Århus og Mols. På Mols traf han en mand, der gjorde haven ren og fin, og de kom i snak, der endte med en lang debat om flagstangens højde. Det viste sig umuligt at ramme det rette tal, som Bob anslog til 6 m. Ejeren mente den var en del højere, og for at få en afgørelse enedes de om at lægge stangen ned. Imens væddede de om 200 kr. Med tommestokken målte de nu stangen til nøjatig 6 m. og Bob stod og ventede på at få sin gevinst.
Men – nej, sagde stangens ejer. Vi har væddet om højden, ikke om længden.
Bob gik. Imens undrede han sig over dels længde- og højdemål, dels Molboernes visdom til at skelne mellem ret og vrang. For det var jo rigtigt, sagde Bob til sig selv. Det var højden vi væddede om. Dagen efter sad han på Breum Banke og tænkte store tanker om såvel liggende som opretstående flagstænger.

Forsommerlyden..
Mange voksne mennesker har et sted i erindringsgemmerne et minde om nogle ganske bestemte lyde, der hører til en ganske bestemt årstid.
Forsommerperioden rummer for mit vedkommende en lyd, der kan minde lidt om en smækkende musefælde i miniformat, nemlig i form af et svalenæb. Lyden hører til i den kostald, der var en del af mit hjem. I den lange sommer-skumringstime hørtes her, inden mørket helt skabte stilhed, de mange små, skarpe og næppe hørlige smæld af nogle svalers næb, der klappede sammen om fluen. Lig lyden af en lille, bitte tryklås, der klemtes på plads.
Det var nogle af staldens mange, ynglende svaler, der i et sagte, flagrende tempo tæt under loftet snappede nogle af de omkringflyvende fluer, der hele tiden skulle finde en anden natte-soveplads.
Forud for fodringsprocessen, hvortil svalerne jo ellers i dagtimerne skaffede insekterne susende i elegante, langstrakte flyveture over markerne, var gået redebyggeriet, hvortil som bekendt bruges mudder – den ene næbfuld smadder oven på den anden, indtil det fornemme bygværk står færdig, foret med dejlige dun. Hvis ikke noget er ændret, vil man på Restaurant Kammerslusen, Ribe, stadig kunne se et vældigt udsnit af den danske svaleverdens bygningskunst.

Undtagelsen.
Bob gik rundt og troede, at den 5-døgns-model, som TV-meteorologer uden undtagelse bruger i deres forudsigelser om vejret, var en fast og uforanderlig størrelse.
Men nu véd han bedre.
I TV-meteorolog Jesper Theilgaards indholdsrige og digre bog ”Det danske vejr” siger forfatteren på side 386 noget om de langsomme bevægelser over lange tidsrum, som årstiderne foretager sig, at de for Danmarks vedkommende ganske langsomt flytter sig baglæns.
Denne langsomme flytning medfører, at vi her til lands i år 13000 vil have januarklima i den måned, der for os ellers bærer sommernavnet juli.
Bob blev så forfjamsket og helt ude af sig selv over denne oplysning, at han skyndsomst iførte sig de varmeste klæder, skabet indeholdt. Og dem beholdt han på, indtil han havde fundet sig selv igen. Alt i alt lidt beroliget over at se, at den meteorologiske udsigts-længde altså godt kan strække sig over mere end de 5 døgn. (Bob var glad. Han samler på undtagelser.)

Bob i ny skikkelse.
Nogle bliver træt af deres udseende. Det blev Bob. Forståeligt nok. For det blev for ensformigt og kedelig altid kun at skulle se til én side. Men han vidste råd. I stedet for at ty til fedtsugninger og indgribende ansigtsoperationer valgte han det mest effektive middel, han kunne finde: at blive en helt ny fremtoning. En ny Bob Artikelsen.
En meget speciel og lettere sindsoprivende oplevelse var årsag til Bobs beslutnintg. Kort efter, at han havde udtalt sig positivt om sit syn på emnet ”Ligeløn til begge køn”, stod der pludselig foran ham på Breum Banke hele 3 kvinder. De ville takke ham for hans sunde livssyn, og den ene af dem, Mille Medicina, sagde, de ville bringe ham en STOR TAK, som hun så malende fremstillede for ham i form af armsving og grimasser. – Men, føjede hun til, de syntes alle 3, han skulle få sig et ordentligt fjæs. Det var lidt for ensformigt, det han havde. Og så gik de igen.
Bob, som i forvejen var meget træt af sit udseende, tænkte i bestyrtelse meget over denne hændelse, og det hele resulterede i det, vi nu ser: En ny Bob.

Falliterklæring.
Bob Artikelsen sad på en sten og så lidt sørgmodig ud under sin paraply, som holdt de mange regndråber lidt i ave.
Han havde været ved købmand og var ikke nået tilbage til Breum Banke, før skyen lukkede op for sit indhold. Det var en af de mange skyer, som havde afløst varmebølgen og strejken forsommeren 2008. Inden jeg nåede hen til ham, og før han kunne se mig, hørte jeg ham råbe i retning mod regeringssædet i hovedstaden: ”Lad os nu da gøre et forsøg på indførelse af ligeløn!!”
Men ordene blev vist væk imellem regndråberne, sagde Bob, da jeg nåede hen til ham, og han opdagede, jeg havde hørt ham råbe.
Bob gav tydeligt udtryk for, at han syntes, at det var en falliterklæring, at et land og et samfund, der har nået et sådant udviklingstrin, som det Danmark og dets mennesker har nået, ikke kan finde en måde på at undgå den slags opslidende strejker med gidseltagning og sære armsving. Hans store ønske var, sagde han, at regeringen snart kunne gøre forberedelser til at finde et ligeløns-system. Selv om han er inkarneret ungkarl, finder han det helt forkert, at der er forskel på de to køns aflønning.

Hjernerystelse?

Hvad skal der til af beviser, før en formodning eller teori kan tages som almen gyldig? Jeg tænker her på fluers hjerne. For har de en sådan? Spørgsmålet blev aktuelt, da jeg sad ved terrassedøren og en almindelig flue blev impliceret i et færdselsuheld derved, at den fløj mod dørens glas. Den havnede livløs på flisen godt en meter uden for døren, og jeg sad og beskuede den forulykkede, da den efter ca. 2 min. kom til lidt til selv. Den bgyndte at kredse om sig selv i meget små cirkler. De blev langsomt større og større samtidig med, at den tog et lille hvil. Da den nåede ud i en diamater på ca. 20 cm. begyndte den langsomt at gå sidelæns, derefter lidt hurtigere sidelæns, for så at stoppe helt op - som en flyvemaskine klar til start. Her sundede den sig i nogle få sekunder - og fløj sin vej. Som om intet var hændt på vor terrasse.

Hele dette forløb minder om et ganske tilsvarende i for nogle år siden. Her var det en falkefugl, der baldrede mod en rude, sad som bevidstløs en tid, trippede så lidt - og fløj. Men fluen: har den en hjerne? Eller var det blot en stor forskrækkelse, der slog den ud i nogle minutter. Var det en hjernerystelse, må den jo altså også ha en hjerne.

Pæleslægten.

Pæleslægtens storhedstid er forbi. Dens store antal medlemmer er skrumpet slemt ind. Det er sket i takt med nedlæggelse af landbrugsbedrifter og sammenlægning af sådanne. Der er ikke mange små marker tilbage.

Og det var jo netop dem, der gav det store antal pæle. Hegnspæle. Ved min ankomst til Bramming i 1954 var der hegnspæle overalt i landskabet. De stod og afgjorde med stor tålmodighed hvordan ind- og udgangsmulighederne til og fra den enkelte græsmark skulle være for det kræ, de var en slags vogtere for - i samarbejde med hegnstråden. Naturligvis.

Et fælles træk ved alle slægtens medlemmer var og er for de få tilbageblevne - som oftest er af jern -at de havde en ringe højde. Lidt pygmæagtig stod de ude vinter og sommer. Og der var to forskellige slægtstyper: den ene type var af egetræ, lige og fin i kanten. Havde været i nærheden af en rundsav. Især anvendt langs jernbanestrækninger. Den anden type var ofte vind og skæv og rund som den var skabt under opvæksten, og i denne slægtsgren var repræsenteret de fleste af de træarter, der gror nogenlunde lige opad. Og de var mindre holdbare. Fælles for alle typer var og er: de sørger alle steder for at give landskaberne et harmonisk, perspektivisk indslag, som er landskabets prik over i'et.

Papirmanden.
Det var tydeligt, at det lille, fladtrykte papirmenneske havde været på vild flugt fra regn og vind og nu var havnet her som en vildsom menneskefigur med klæderne i vild uorden.
Vi mødtes på en af de mange, dejlige stier, som findes i Bramming. Her var denne vildsomme papirskabnings sarte personlighed endt, fladtrådt af diverse ilende fødders trafik.
Mens cameraet var i sving, nåede jeg at undre mig over, at papirstrimler, der får lov at passe sig selv, men dog styret lidt af vind og vejr, i en sådan grad kan komme til at ligne nogle af vi tobenede – også når vi er løbende på vild flugt fra et eller andet truende. Hans måde at bevæge sig på var altid flagrende - i en retning bestemt af vinden uden mål og med. Var der vindstille, lå han stille. Lisom et sejlskib uden vind.

Mejsefamilien.
Da januar 2008 sang på sidste vers, forelå der en til vished grænsende sandsynlighed for, at det ville lykkes at få mejsekassen på terrassens rækværk udlejet også i år.
Denne vished fremkom ved, at der omtrent hver eftermiddag, når det begyndte at mørkne, på den årstid altså ca. kl. 17,00, kom en musvit strygende med en fart, der kun gav en tilskuer et indtryk af en hastig, mørk streg gennem det forsvindende dagslys.
Og i disse lysfyldte dage, her i slutningen af maj, ligger det helt klart og fast: vi fik boligen befolket – også uden lejekontrakt.
Dette kan fastslås ud fra denne enkle kendsgerning, at der er en daglang aktivitet, en ustandselig fragt af føde ind gennem hullet til de små sultne væsener, der ligger og følger den lov, de er underkastet: udviklingens. Og grundlaget for deres vækst og udvikling er ganske enkelt småkræ af div. slags, mest bittesmå larver eller fluer, kan man ofte nå at se. Hertil kommer en del fastfood: bidder fra vor fedtkugle, som en af mejserne her besøger lige over foderbrædtet, eller også jordnødderne fra de to beholdere. Det bliver fastfood derved, at fodringen kan foregå eventyrligt hurtigt på den korte strækning på 3-4 m ned til den røde redekasse i nederste højre hjørne. Hentes føden længere borte fra kassen, sidder fodermesteren med sin bid i næbbet et lille stykke tid nogle meter borte fra kassen, før den flyver ind. Det er dens sikkerhedsforanstaltning mod evt. rovfugle.

Bobs tankeverden.
Bob Artikelsen tænker mange tanker ind imellem. Især når han, som her, sidder på træstubben ved døråbningen i bissehuset på Breum Banke, hvor han opholder sig meget af sin tid. Han havde hørt om, at pastor Michael Brautsch, Darum, i et foredrag på Solgården, Bramming, havde talt om betydningen af ordet "for". Som bruges så mange steder: fortov, fortalelse, forstue, forlangende, forbier, forslag, forhippet og forelskelse. Og det var netop den sidstnævnte, meget menneskelige tilstand, Bob nu opholdt sig ved, mens han så ud mod og hen over havdiget og videre ud i den blå luft over Fanø. Og han endte ved det særdeles vanskelige og tungtvejende spørgsmål, om "for" i forlovet mon betyder det samme som "for" i forsovet?

Bob sidder også ofte og undrer sig over, hvorfor der i vore dage inden for netop religion og sport altid er så megen vanvid og fanatisme. Mediernes billeder af begge dele viser ofte rasende eller fanatiske mennesker. Det er lidt barokt, mener han.