Bering.
Der er ikke mange pletter i vort lille land, der har sat sig spor på det store verdenskort.
Derfor er jeg lidt stolt af at kunne sige, at det sogn i Midtjylland, som jeg kan kalde mit, fordi jeg er født dér, har givet navn til et vandområde på den nordlige del af kloden.
Det er strædet mellem Rusland og Alaska, Beringstrædet. Det er opkaldt efter sømanden Vitus Bering (1681-1741). Hans familie opholdt sig en tid i mit sogn Bjerring, som den gang må have heddet Bering, for de tog navnet herfra med sig til Horsens, hvor Vitus blev født. Han gik som voksen i russisk tjeneste og fandt under en ekspedition til Kamsjatka-halvøen det stræde, som nu bærer hans navn. Han døde i øvrigt af skørbug på Bering Øen, hvor hans grav stadig findes.
Bjerring Sogn er et ganske almindeligt lille landsogn. Om Bering-familien brugte Bjerring Kirke vides naturligvis ikke, men den lå i deres tid i hvert fald på sin bakketop på kanten af Gudenådalen, som tilfældet også er i dag. Jeg er døbt i den, konfirmeret og viet i den. Dens tårn ses lige over mejeriet til venstre – som ikke er mejeri længere, men boliger.

Slangen.
Dette skal forestille en slange. En ganske tilfældig art. Den kan udmærket været en brilleslange. Men det er så uden briller. Race eller art spiller ingen rolle her, for den er blot en illustration til et problem, som jeg ikke kan se nogen løsning på.
Problemstillingen er således: Vi forestiller os, at den grådige slange tager fat på at sluge sig selv fra halespidsen. Efter et ikke nærmere kendt tidsforløb vil den være kommet til sin egen nakke-afdeling – og hvad så?
Hvis denne mærkelige tildragelse skulle finde sted i virkeligheden, hvordan ville dyret så kunne få bugt med den allersidste del af sig selv – hovedet.
Det er til at ligge søvnløs over i timer, hvor der burde soves. Og her hjælper optælling af får, der springer over et markled, ikke en døjt. Heller ikke på problemets afklaring, for når dagen gryr, mangler den stadig hovedet – at fortære – vel at mærke.