Fedtkugleavl.
Hvem skulle nu da have troet dette – at jeg som olding skulle blive noget så udsøgt og sjældent som fedtkugleavler?
Ja, men sådan går det faktisk i dette danske forår. Se på hosstående foto: mejsernes fedtkugle sætter fine spirer. Og dette glorværdige og i planteriget vistnok ganske enestestående tilfælde er kommet helt bag på mig og er faktisk et plaster på et sår. I efteråret hængte jeg nemlig som sædvanlig i god forståelse med mejserne fedtkuglen op til dem – men som den gebrækkeligt våde vinter skred frem, gik det op for mig, at det hele var en eneste stor skuffelse: De omkring-vimsende mejser var flintrende ligeglade med fedtkuglen. De kom aldrig.
Men så viste det sig, at skuffelsen fuldt ud rummede den store og vidunderlige overraskelse, som så blev plastret på såret: fedtkuglen begyndte at spire!
Som gammel landmand begyndte jeg at fægte med armene af lutter glædelig udsigt til øget velstand via special-avl, avl af fedtkugler. Nicher af enhver art har altid givet deres udøvere megen velstand, og selv om mit forbrug af jordisk guld er stærkt begrænset nu, så hænger det gamle bondesind alligevel ved, mærkede jeg. Armene er dog faldet lidt nedad igen, for min viv, som også er af bondeæt, siger, at jeg skal vente og se slutresultatet. Så det gør jeg.

Men også avlsarbejde har sine spændende udsigter, der i nogen grad grænser op til landmandens traditionelle bekymringer: mon stråene nu da bliver stive og stærke nok til at kunne bære en tung fedtkugle?