SÅ kom den alligevel og endelig - sneen. Oven i købet i dag, Kyndelmisse, d. 2. februar, den dag der af mange betragtes som vinterens hjerte.
Efter et vinterforløb hidtil stort set uden en rigtig snebyge, var man på nippet til at hilse de indholdsrige skyer og det snehvide syn velkommen. Jorden blev simpelthen hvid her i Bramming. Akkurat ligesom den var det den vinterdag i Darum, da jeg kørte gennem det dejlige, flade marsklandskab.
Det er muligt, at himlen ikke var så mørk, som jeg fik den lavet ved rentegningen af skitsen hjemme på kontoret, men jeg husker endnu, hvordan det skarpe solnedgangs-lys, der trængte ind mellem skyen og havdiget neden under, lisom gav dem begge samme mørke tone. Sådan reagerer øjet jo, når noget skal vurderes i blændende modlys.
Vejen, som bilen og jeg trillede hen ad, var jeg vant til at opleve som en aldeles, især ved vintertide, ubefaret strækning, men den dag var der noget helt specielt at se: en tilskadekommen såmaskine. Dens ene hjul var fuldstændig brudt sammen, og ejeren havde ikke fået apparatet bakset hjem, inden sneen kom. Den megen hvidhed på den jord, som maskinen ellers kun kendte som en forårslun, brun flade, parat til at så korn i, var maskinen komplet uvant med, kunne jeg se på den, mens den tog form på skitseblokken.

Musvitnatlogi.

Boligudlejning uden kontrakter og div. underskrifter er et usikkert foretagende, så vi véd endnu ikke noget om, hvor varigt et leje-forhold vi har indladt os på, men der er i hvert fald en musvit, som er interesseret i vor mejsekasse og har boet i den nogle nætter. Vi kan jo ikke følge med i, hvor mange det drejer sig om, men vi har set den flyve ind i kassen adskillige gange i skumringstimen.
Alt såre godt, for det er jo nok en han, der forbereder sig på at vise herlighederne frem for den udvalgte, når forårssolen får magt. Det tegner altså nogenlunde godt for familiehygge ligesom der var sidste sommer i samme kasse.
Men det må være en lidt reserveret udgave af denne urolige og akrobatiske fugleart, for vi går totalt glip af dens færden ved foderbeholdningerne. Vi havde - og da ikke mindst her i vinteråret - ventet regelmæssige besøg, lidt på linje med sommeren i fjor, da de havde travlt som mus i barselseng med at skaffe føde til det sultne afkom i mejsekassen.
Men nej. Hverken peanuts eller fedtkugle bliver rørt. Man er som musvit ganske ligeglad med disse tilbud i denne danske vinter.
Så indtil videre må vi leve i en slags håb om, at de mange vinterlige overnatninger er begyndelsen til en ny fest- og familie-forestilling til sommer.

Furer i sne.
Vi skriver i dag den 27. januar – et tidspunkt på året der her til lands ofte har rummet frost, is og meterhøje snedriver. Og lige om hjørnet ligger Kyndelmisse, Kjørmes Knud, som mormor sagde, når sneen på det tidspunkt væltede ned og føg strid og hvid i uvenlig nordøsten-blæst hen over Midtjylland.
Og ja. Jeg véd det udmærket godt: Det vil gå adskillige dage endnu, før landmænd eller have-ejere for alvor kan sætte markmaskiner eller kultivatorer i gang.
Og det har regnet omtrent hver dag i hele den forløbne januar måned, så man har næsten glemt, hvordan sne ser ud – dog ikke helt, for der kom et par brevkort fra familiemedlemmer, der vandrede i sne i udlandet.
For yderligere at hjælpe til med bevaringen af minderne om sneens udseende bringes her en tegning fra foråret 1970. Dette forår var adskillige jyske landmænds miner ret opgivende, ikke bare på egnen her, men over hele Jylland, som de fleste steder til helt hen til d. 20. april var dækket af sne. Ingen harver var kommet i gang til sædvanlig tid.
For ligesom at slutte mig til de spæde håb, der dog trods alt var om forår, tog jeg tegneblokken i sving ude i Darum, hvor der altid er motiver at hente: her var nogle dage med mildere vejrlig dukket nogle plovfurer op af sneen. Det oplivende april-syn pegede trods alt i den rigtige retning. Og der blev sået korn på alle dertil indrettede jyske marker. Også det år. Sjældent har så mange landmænd haft så travlt og nået så meget på så kort tid som foråret 1970.

Op igennem den sidste halvdel af 1900-tallet forsvandt der noget fra det danske landbrugs-billede, noget, der sikkert aldrig kommer igen: roekulerne.
Deres eksistens-tid blev nok omkring de 100 år, godt og vel. I deres glansperiode var de at finde ved næsten ethvert landbrug i landet, store og små bedrifter, alle havde en samling roer liggende dækket til med halm og jord, en slags aflang punktum på bestræbelserne på at sikre foder til dyreholdet. – I parentes bemærket: et resultat af det hestearbejde, som det egentlig var at lave en roekule af roedynger, belagt med halm og jord, noget der normalt blev udført af folk med skovl og greb og til slut en mere eller mindre øm rygrad. Skovlens eller grebens mundfuld jord skulle nemlig kastes opad.
Men disse roeansamlinger ændrede pludselig udseende. På Bramming egnen var det i 1970, at man på turen ad de stille veje i Bøel pludselig så en lys, ormelignende konstruktion liggende på det nypløjede jordareal, som sommeren igennem havde været en agtet og lovende roemark, de røde eller grønne kålrabivæksters stilfærdige grosted.
Det er muligt, at det ikke var denne egns allerførste roekule, som var dækket ved hjælp af bare halm og plastik + nogle skovlfulde. Men den var alligevel så genial og så ny en konstruktion i landskabet, at den fortjente at komme i avisen. Altså: først et rids på skitseblokken.
Men også denne på sin vis geniale nykonstruktion havde sin tid. For til sidst ebbede roedyrkningen simpelthen ud. Majsmarkerne kom til i stedet, og deres opbevarings-endeligt ordnes med store maskiner, som ikke har nogen rygrad