Papirmanden.
Det var tydeligt, at det lille, fladtrykte papirmenneske havde været på vild flugt fra regn og vind og nu var havnet her som en vildsom menneskefigur med klæderne i vild uorden.
Vi mødtes på en af de mange, dejlige stier, som findes i Bramming. Her var denne vildsomme papirskabnings sarte personlighed endt, fladtrådt af diverse ilende fødders trafik.
Mens cameraet var i sving, nåede jeg at undre mig over, at papirstrimler, der får lov at passe sig selv, men dog styret lidt af vind og vejr, i en sådan grad kan komme til at ligne nogle af vi tobenede – også når vi er løbende på vild flugt fra et eller andet truende. Hans måde at bevæge sig på var altid flagrende - i en retning bestemt af vinden uden mål og med. Var der vindstille, lå han stille. Lisom et sejlskib uden vind.