Ordet "kunst" er som bekendt ikke på nogen måde beskyttet og kan derfor bruges af enhver. Det blev også brugt af firmaet N. Clemmensens Kunstforlag, Århus, i 1920-erne. Og i firmaet har man bl.a. benyttet sig af den kunst at fifle med fotografier, så at f. eks. de klimatiske forhold blev ændret ved hjælp af en pensel og lidt hvid maling.

Dette gælder i hvert fald to postkort med motiver fra Bramming, formentlig fra 1920-erne. Det er ganske tydeligt, at det er nøjagtigt det samme foto, der går igen 2 steder på de to kort. Det er optaget om sommeren, og da det blev efterår, forsynede man motiverne med hvid maling, så det lignede snepudrede motiver - og så var både sommer- og julehilsen fra Bramming klar til udsendelse i den vide verden. Man skal altså ikke tro på alt, hvad man ser.

For mange forårsberusede mennesker er forårets spiringstid ensbetydende med karseavl i vindueskarmen, og ved et hyggeligt forårs-middagsbord, hvor også karse kom på tale, sagde en venlig, ældre dame, at hun ville gerne høre lidt om, hvordan man bærer sig ad. Trods sin høje alder havde hun – mærkeligt nok -aldrig avlet karse.
Jeg havde netop pralet lidt af, at jeg havde hele tre karseafgrøder i gang i øjeblikket, en fuldvoksen afgrøde til klippebrug, en næsten fuldvoksen til klippebrug den følgende uge og en helt nysået afgrøde, hvis frø spirer i løbet af små 2 døgn.
Hun fik følgende opskrift: Små, flade skåle fyldes med f. eks. 1 cm pottemuldjord, læg et enkelt lag gace eller vat ovenpå, gennemvæd det hele og strø frøene temmelig tæt – 100 gange tættere end i den opskrift, efter hvilken man planter staudebedet til. Vent en halvs snes dage – så kan man gå i gang med saksen - og smage selveste forårets samlede duftbeholdning på én gang.

Terrasse-Marinaen.
Hvem skulle nu da have troet eller forventet, at af en dansk vinters samlede snefald ville de ca. 98 % falde i form af smeltet sne.
Og så sad man i sin gyngestol og fornam ved dens vuggende bevægelser, at man sad i sin egen lille robåd i sin helt egen og private Terrasse-Marina, i hvilken der forekom noget så u-marinaskisk som et 3-benet foderhus, som - på grund af det vandrige klima der bød på en hel del foder til fuglene - vil kunne holde i et ukendt antal årtier, hvis den slags vintre skal fortsætte. Der har højst været en solsort på besøg hver anden måned vinteren igennem.
Som fuglefodermester føler man sig helt tilsidesat, hvilket er ilde når nu hensigten med både foderhus og brødkrummer var god nok og ærligt ment.
Nogle vil nok mene, at det var en overdreven følelse af at være omgivet af vandmasser, hvis jeg nævner, at man var lige ved at bruge blyanten som pagaj og sejle hen forbi det af fuglene oversete foderhus, og det er sikkert også rigtig nok, at den var overdreven. Det blev ikke til nogen bådtur, men det blev til en skitse af et foderhus, der aldrig tidligere havde oplevet at være mere værdsat som et regnvejrsmotiv end som et madsted for de fjerede venner, der har hjemme i området omkring Solgården.