Yderste hus.
Uanset ens egen placering og opfattelse vedrørende byplanlægning og bykonstruktion, så er der altid et hus, der har en speciel dominans frem for alle de andre huse i en by, det ligger nemlig som det yderste i en husrække langs en gade eller vej i byen – uanset byens størrelse.
Og foruden at bære titlen det yderste hus kan huset også, rent orienteringsmæssigt, bære yderligere 2 titler: enten det sidste eller det første hus, alt efter i hvilken retning man selv eller tankebanerne bevæger sig. Kommer man ude fra til byen, vil det være det første hus på den ene af de 2 sider af den vej/gade, man kører eller går på, men kommer man fra byens centrum og er på vej hjem, kommer bibelens berømte ord om, at de første skal de blive de sidste, til at passe – idet det jo så er det samme hus, der nu er blevet det sidste hus, man passerer på hjemfarten.
Sådan er der så mange nysselige betragtninger at gøre vedrørende det ældgamle kulturtegn: byerne.

Lærerfesten.

Der er naturligvis brådne kar inden for alle eksisterende fag her til lands. Men at det skulle stå så slemt til i Ribe, som sætternissens fætter, ombryder-nissen, her viser, tillader vi os at tvivle på. (Fra min samling af Tyrkfejl. bak)

Ko i snor.

Køer er, i almindelighed, nogle særdeles besindige, drøvtyggende væsener at omgås, og de kan imponere deres tobenede omgangsfæller på flere forskellige måder.

På den lille gård i Midtjylland, hvor jeg voksede op, imponerede de mig især på den måde, at de, når de hørte far kom slæbende med de lænker, hvormed de om foråret skulle udstyres inden de skulle ud på græsmarken, startede en enorm brølekoncert inde i stalden - endnu før de kunne se far med lænkerne. De kunne blot høre ham. De kunne altså huske samme begivenhed fra året i forvejen.

Koen, som her ses afbildet tæt op ad vejen øst for Bramming, gør sig bemærket derved, at det ser ud som om hun har en ledning gennem næsen.

Vejtræet og soldaterne.

Periodisk kan der være overordentligt travlt på en avisredaktion, hvor der snakkes meget i telefon og skrives mange linier hver dag - og der er altid noget, der hedder deadline, sidste punktum for dagens produktion.

Men også i de mere fredelige timer kan der ske noget sært med de mange ord, der arbejdes med. Hvad der skete hvornår og hvorfor vides ikke, men det ser ud til, at man her har været udsat for et træ med soldater i trækronen. (Pluk fra min samling af Tyrkfejl. bak)