Flagstangen.
Dette forestiller en flagstang på Mols, tæt ved de runde, grønne Mols Bjerge.
Bob Artikelsen, der kom til verden i 1970, var her på en ferietur forleden. I hans opvækstår var landets beboere optaget af særligt 2 ting: det ene emne var debatten om fællesmarkedet og dets endemål: det af nogle ønskede og af andre særdeles uønskede: EU. Det andet emne var Århus-historierne, som i de år gik det ganske land rundt.
Århus-historierne forbandt han i nogen grad med Molboerne og Mols bjerge, så nu ville han se Århus og Mols. På Mols traf han en mand, der gjorde haven ren og fin, og de kom i snak, der endte med en lang debat om flagstangens højde. Det viste sig umuligt at ramme det rette tal, som Bob anslog til 6 m. Ejeren mente den var en del højere, og for at få en afgørelse enedes de om at lægge stangen ned. Imens væddede de om 200 kr. Med tommestokken målte de nu stangen til nøjatig 6 m. og Bob stod og ventede på at få sin gevinst.
Men – nej, sagde stangens ejer. Vi har væddet om højden, ikke om længden.
Bob gik. Imens undrede han sig over dels længde- og højdemål, dels Molboernes visdom til at skelne mellem ret og vrang. For det var jo rigtigt, sagde Bob til sig selv. Det var højden vi væddede om. Dagen efter sad han på Breum Banke og tænkte store tanker om såvel liggende som opretstående flagstænger.

Forsommerlyden..
Mange voksne mennesker har et sted i erindringsgemmerne et minde om nogle ganske bestemte lyde, der hører til en ganske bestemt årstid.
Forsommerperioden rummer for mit vedkommende en lyd, der kan minde lidt om en smækkende musefælde i miniformat, nemlig i form af et svalenæb. Lyden hører til i den kostald, der var en del af mit hjem. I den lange sommer-skumringstime hørtes her, inden mørket helt skabte stilhed, de mange små, skarpe og næppe hørlige smæld af nogle svalers næb, der klappede sammen om fluen. Lig lyden af en lille, bitte tryklås, der klemtes på plads.
Det var nogle af staldens mange, ynglende svaler, der i et sagte, flagrende tempo tæt under loftet snappede nogle af de omkringflyvende fluer, der hele tiden skulle finde en anden natte-soveplads.
Forud for fodringsprocessen, hvortil svalerne jo ellers i dagtimerne skaffede insekterne susende i elegante, langstrakte flyveture over markerne, var gået redebyggeriet, hvortil som bekendt bruges mudder – den ene næbfuld smadder oven på den anden, indtil det fornemme bygværk står færdig, foret med dejlige dun. Hvis ikke noget er ændret, vil man på Restaurant Kammerslusen, Ribe, stadig kunne se et vældigt udsnit af den danske svaleverdens bygningskunst.

Undtagelsen.
Bob gik rundt og troede, at den 5-døgns-model, som TV-meteorologer uden undtagelse bruger i deres forudsigelser om vejret, var en fast og uforanderlig størrelse.
Men nu véd han bedre.
I TV-meteorolog Jesper Theilgaards indholdsrige og digre bog ”Det danske vejr” siger forfatteren på side 386 noget om de langsomme bevægelser over lange tidsrum, som årstiderne foretager sig, at de for Danmarks vedkommende ganske langsomt flytter sig baglæns.
Denne langsomme flytning medfører, at vi her til lands i år 13000 vil have januarklima i den måned, der for os ellers bærer sommernavnet juli.
Bob blev så forfjamsket og helt ude af sig selv over denne oplysning, at han skyndsomst iførte sig de varmeste klæder, skabet indeholdt. Og dem beholdt han på, indtil han havde fundet sig selv igen. Alt i alt lidt beroliget over at se, at den meteorologiske udsigts-længde altså godt kan strække sig over mere end de 5 døgn. (Bob var glad. Han samler på undtagelser.)

Bob i ny skikkelse.
Nogle bliver træt af deres udseende. Det blev Bob. Forståeligt nok. For det blev for ensformigt og kedelig altid kun at skulle se til én side. Men han vidste råd. I stedet for at ty til fedtsugninger og indgribende ansigtsoperationer valgte han det mest effektive middel, han kunne finde: at blive en helt ny fremtoning. En ny Bob Artikelsen.
En meget speciel og lettere sindsoprivende oplevelse var årsag til Bobs beslutnintg. Kort efter, at han havde udtalt sig positivt om sit syn på emnet ”Ligeløn til begge køn”, stod der pludselig foran ham på Breum Banke hele 3 kvinder. De ville takke ham for hans sunde livssyn, og den ene af dem, Mille Medicina, sagde, de ville bringe ham en STOR TAK, som hun så malende fremstillede for ham i form af armsving og grimasser. – Men, føjede hun til, de syntes alle 3, han skulle få sig et ordentligt fjæs. Det var lidt for ensformigt, det han havde. Og så gik de igen.
Bob, som i forvejen var meget træt af sit udseende, tænkte i bestyrtelse meget over denne hændelse, og det hele resulterede i det, vi nu ser: En ny Bob.