Muldvarpeskuddet.
Ja- det er fuldstændig rigtig set: Det er min venstre hånd med en guldring på guldebrand. Og denne ring rummer et lille eventyr.
Det var min kommende kone, Krestine, der placerede den på min finger nytårsaften 1948, og den blev kaldt en forlovelsesring, hvilket kommer af, at vi blev forlovet den aften. Vi blev placeret ved Vestkystens redaktion i Bramming, og nøjagtig 16 år efter bemeldte nytårsaften, - en solrig majlørdag i 1964 - kørte jeg sammen med sønnen Sole og hans legekammeret til vort fritidshus i ”Eventyrets Land” mellem Ho Bugt og Vesterhavet. Ind imellem vi skulle plante træer skulle vi selvfølgelig også lege røvere og soldater. Det foregik tildels kravlende, og ringen som lå i min lomme for ikke at blive slidt og ridset af spadeskaftet var – væk.
Trods mange små eftersøgninger gennem mange år var og blev ringen borte.
En vinterferiedag i 2006, da samme søn og hans viv og yngste søn opholdt sig i feriehuset, som nu var deres, kom de på besøg hos vi to gamle her i Bramming, og barnebarnet kom glad ind i stuen, lidt spændt, for han havde en gave til os indpakket i avispapir.
Jeg pakkede den op – og inden i lå min guldring. Den var vendt tilbage efter 42 års forløb – takket være en af de ellers lidt ildesete og meget talrige muldvarper, der er lige ved at underminere det gamle fritidshus. Et par meter uden for døren lå ringen i toppen af et muldvarpeskud og lyste op i det lidt vintertrætte forårssolskin. Konen kunne igen sætte den på min finger.

I løbet af godt 30 år har marsken ændret sit ansigt. Det er sket på den måde, at tidligere var hver eneste markfelt markeret med hegnspælenes slanke figurer.

Ved vejsiden på Østre Engvej er der nu kun en enkelt tilbage. Den er til gengæld diger i omfang og markerer vistnok Bramming-Hunderup Jagtforenings revir.

Erhvervs-skifte.
At skifte erhverv, som jo er en særdeles skelsættende tildragelse, kan tage tid, har jeg oplevet. Det slog mig, da jeg genså et foto fra Haslev Højskole vinteren 1943-44. I et tilbageblik kan jeg nu se, at jeg her er just midt i en lille periode, der blev skelsættende og afgørende for mit livsforløb. Det vidste jeg naturligvi ikke den vinterdag. Jeg følte bare på den tid, at jeg skulle væk fra landbrugserhvervet og over i et andet, helst noget med skrivearbejde i, for jeg var bidt af sproget og dets uendelige muligheder, hvad konstruktioner angik. Og så havner man her som medvirkende i elevernes flytning af noget så landbrugsrelateret som et træskur, der skulle rumme svin – skolens egen svinebestand, går jeg ud fra.
Men alligevel. Når de små detaljer tages med i billedet, så er jeg IKKE bærer af huset.
Jeg er med i noget helt andet.
Jeg er én af de 3 harmonikaspillere, som var en del af højskolens amatørorkester den vinter, og som var beordret til at spille i spidsen for det højst usædvanlige lille optog.
Det var den vinter i Haslev, jeg ved sammenligning med omkring 100 andre bondeknøse fandt ud af, at jeg – som kom fra Jante-lovens stramme favntag i et lille bondesamfund – ikke var ringere end de var. Stort set. Vi var helt på linje – men jeg lugtede til bl.a. både dansk og engelsk på højskolen. Det satte noget i gang, som jeg dengang ikke vidste, hvad var. Det hele endte, efter div. tvivlsperioder, i beslutningen om at skifte erhverv. At gå fra plov til pen.

Byggen nakkede.
Vore digtere, specielt Jeppe Aakjær, har besunget kornsorterne på både romantisk og nøgtern vis, så det ligger fast, at rugen dræ’r og giver føde til landets befolkning i udstrakt grad. Dens ringlende kollega havren, bruger sine bjælder til dette sjældne ringlespil, som vist kun en digter kan hørre, og den indgår også i vidt omfang i danskerens menu.
Hveden er måske for ny som kornsort i dansk landbrugs avlsprogram, for den er der vist ikke sunget noget om - for slet ikke at tale om byggen. Denne hidsige lille fyr med de emsige haser, der altid sætter sig i menneskers tøj, er vist heller ikke besunget.
Fra mit midtjyske hjemsted har jeg i erindrings-bagagen her til Sydvestjylland medbragt en lille bemærkning, som landmændene brugte, når byggen var ved at være lidt overmoden, så aksene bøjede sig nedad. ”Den er ved at nakke”, sagde de, når byggen kom i den tilstand i sin korte sommerkarriere. Og så var den klar til at høste. Den var ”tjenlig”, som de også sagde.

Brammings storke.

En gang var Bramming en storkeby. Andenrangs vel at mærke - hvis der sammenlignes med Ribe. Men gennem en årrække var der i varierende antal storkereder med tilhørende storkebeboere forskellige steder i byen.

Da vi kom hertil i 1954 var der vistnok storke med reder 3 steder: Klædevarefabrikkens eller ølbryggeriets skorsten på hj. Nørregade-Plantagevej, Bramins vognhjul (på en stang), Storegade 39 og Thorsens Trælasthandel, Ribevej 6.

Den sidste stork med redebygningsmateriale i næbbet, som jeg husker at have set flyvende mod en af disse reder, var i første halvdel af 1970-erne. Her ses storke i Bramins rede oven over det, der i dag er N. A. Jørgensens Plads, set mod nv.

Dosmersedlen.
Jo ældre man bliver jo mere tid får man til at erkende, at antallet af aldersbetingede nederlag og svipsere ganske stille er stigende.
Et af de steder, hvor der for mig er den største risiko for et nyt nederlag, er mellem dagligvarebutikkens utallige hylder, diske, montrer og midlertidige, trebenede opstillinger. Jeg går og skal finde det, der skal købes. Og faktisk lykkes det godt de fleste gange – for jeg har jo min dosmerseddel at støtte mig til.
Den er en god støtte. Men også dette system kan svigte. Jeg kan blive så optaget af nye vareplaceringssteder, som jo så skal findes, eller af at sige goddag til en god bekendt, at jeg kommer hjem og opdager til min store sorg og begrædelige virkelighed, at jeg glemte en enkelt ting: jeg havde glemt at tage et sidste kig på dosmersedlen, før jeg gik til kassedamens rullende bånd. For varen var ganske rigtig anført på min seddel.
For at undgå denne gebrækkelige situation har jeg nu udvidet min dosmerseddel til at være en decideret huskeseddel: Jeg har vedtaget med mig selv, at ordet Husk – som jeg så skal huske at skrive på hver seddel - skal få mig til at se på sedlen, inden jeg går til kassen.
Jeg tør slet ikke tænke på mit ansigtsudstryk og min sindstilstand, hvis og når også dette geniale system svipser.