To ansigter.
Der var engang en sydvestjysk plet jord, hvis beboere følte sig knyttet til en ganske bestemt kirke. Sct. Knuds Kirke, og fra 1915 også Sct. Ansgar Kirke. De, der styrede landet og satte det i system med forvaltningsområder og sådan, bestemte en dag, at denne plet jord skulle hedde et sogn. Det styrkede denne jordplets opfattelse af sig selv som værende en vigtig helhed. Og den fik ekstra betydning en dag, da styret bestemte, at netop dette sogns område også skulle hedde en kommune og have de samme grænser. Nu havde denne plet pludselig to navne: et sogn og en kommune. Grænserne blev i tidens løb ændret lidt hist og her, men en dag lå de fast, og med en smule fantasi og god vilje kunne man i sognets/kommunens grænsestreg se et ansigt. Det så lidt bistert ud, men det betød intet. Vi vil kalde dette ansigt for en sognemand, og optimistisk så den lille sognemand med pagehår mod øst – mod solopgangen.
Efter nogle nogle årtier bestemte de styrende organer, at der skulle laves større kommuner. Så mistede sognemandens område navnet kommune og var nu alene alene et sogneområde.
Det var i 1966, da han fik selskab af 2 andre sogne. De kaldte sig Darum og V. Nykirke. I 1970 skete det sandelig igen. Men nu kom der 3 sogne mere til. De kaldte sig Gørding, Hunderup og Vejrup, og nu var vor sognemand pludselig en plet sydvestjysk jord i noget, man kaldte Bramming Storkommune.
Sjovt nok kunne man i storkommunens grænseomrids – med god vilje og lidt fantasi – sandelig også her se et ansigt gemt i stregen. Det var så en kommunemands ansigt, man her så. Hans ansigt vendte mod vest – mod solnedgangen og Vesterhavet og fiskerbyen Esbjerg.
I den storkommune befandt vor sognemand sig i nøjagtigt 36 år – så skete det igen. Kommunestregen forsvandt og blev d.01. jan.2007 til en ny, stor plet, hvis grænser ikke rigtig har gemt et ansigt i sig. Nu var vor sognemand i Esbjerg Kommune, sammen med mange andre.

Generationsmøde.
I begyndelsen af 1960-erne begyndte man i landbruget at erkende, at den grå Ferguson-traktor vistnok ville få stor indflydelse på hestebestanden i Danmark, og det var ikke lyse toner, der lød om fremtiden i mødesalen på Hotel Sommerlyst, hvor en kreds af mænd en lørdag eftermiddag sad og drøftede udsigterne for egnens norske hesteavl.
Ingen lagde nøjere mærke til, at en lille 4-årig gut kom ind i salen, gik hen til hotellets Music-Box og puttede sin skilling i spilleapparatet.
Bestyrtet løftede formanden sin arm i retning af dreng og spilledåse, da musikken begyndte, og opfordrede ham til straks at slukke for apparatet. Drengen hvilede hovedet i sin arm lænet mod det spillende vidunder, med en afvisende ryg mod mandekredsen lyttede han opslugt videre til musik og kvindesang. Da det var slut, og han havde set, at den mekaniske arm lagde pladen på plads igen, gik han uanfægtet ud til sine lørdagsgøremål i gader og stræder, som drenge kan gøre.
Det uventede musikprograms afvikling betød naturligvis, at hestefolkets diskussion midlertidigt måtte indstilles, da musik og sang overdøvede enhver form for tale – og mens der efter musikprogrammets afvikling lidt usikkert og forsigtigt drøftedes videre om et emne, som ingen rigtig havde nogen indflydelse på den dag eller de kommende dage, og som man stod midt i med stor uvished, blev der ved siden af notater til redaktionelt brug nedfældet en skitse af en musikglad lørdagsdreng i gummistøvler. For det regnede bravt den lørdag.

Egnens ansigt.
En landsdel, en egn, kan - ganske som en by har det – have sit eget ansigt, sit særpræg.
Og jeg har lagt mærke til, at når en egn har et sådant, er det ofte den pågældende egns mest særprægede eller markante del, der udgør dette ansigt.
Som en udvandrer, der forlod det bakkede, midtjyske landskab og fandt sig til rette i Bramming, har det været denne egns modsætning til det midtjyske – nemlig marsken, det flade land, der for mig er blevet egnens rette ansigt.
Allerede kort efter min ankomst til området her, blev marskens karaktergivning for landsdelen som sådan understreget af venlige mennesker, der en lørdag eftermiddag holdt for døren og tog mig med i den blå Opel Olympia ud på en tur gennem marsken – min første, men så sandelig bestandigt gentagne tur. Og jeg kan se nu så mange år efter: de var akkurat ligeså betaget af marsken, som jeg nu er. Til den nyankomne delte de nu i al betænksomhed ud af deres egen betagelse.
Det betagende ved dette sære, flade stykke land, der ligger og dukker sig mellem landsbyen Darum og diget, er, at dets charme passer til alle de forskellige former for vejr, som vort vestjyske klima er i stand til at opvise. Endvidere indeholder det et utal, en helt besynderlig rigdom af udgåede træstykker af nogenlunde ens længde: hegnspælene, der i al deres imponerende forskellighed tilsammen og i fællesskab er med til at give dette flade ansigt en helt speciel, perspektivgivende karakter. De mange markled, der giver folk og fæ adgang til og fra fennerne er derudover en slags marskens bomærker – tit understreget af et drikkekar til kræet.

Jowke.

Flytter man fra sin hjemegn og bosætter sig på en egn, hvis dialekt er forskellig fra ens egen, er der straks en del dialektord, hvis betydning man må lære at finde ud af.
Således også ved min tiltrædelse ved Vestkystens afdeling i Bramming i 1954.
De fleste af disse ukendte dialektords betydning kunne man dog som regel finde ud af via deres placering i sætningerne – men to ord var af u-forståelig beskaffenhed og betydning: Jowke og Smejgo.
Ved oversættelse til rigssproget viste det sig, at de dækkede over to gode beboelsesområder i det vestjyske landskab i Brammings nordlige opland : Hjortkær og Smedegård.
Således beroliget kunne jeg begynde at forlige mig med disse to ægte vestjyske ord, der viste , at man her på egnen gjorde akkurat som i Midtjylland, hvorfra jeg var udvandret: i den daglige udtale snuppede man stavelser af by- og stednavne i ét væk og tog helt nye lyde i anvendelse i stedet.
I det løbende avisarbejde forekom der en dag mindre gode bulletiner om Hjortkær Forsamlingshus. Kort sagt kneb det sådan med de økonomiske forhold, at man var betænkelig ved fremtiden. Det gik for dårligt med udlejningen, og det var meget småt med midler til en evt. modernisering. som nok kunne bringe øget udlejning. Men et minus her var, at man, netop for at holde liv i huset, havde lejet salen ud til en håndværker, hvilket jo gjorde et slemt indhug i det areal indvendig, der kunne udlejes.
Det er klart, at et hus, som kunne udfylde en mission som samlingssted i et mindre samfund, og som nu var truet på sin eksistens, krævede både et billede og en artikel. Af sted til Hjortkær med skuldertaskens indhold af kamera, skitseblok, notesblok m.v.
Motivvalget faldt sådan ud, at det skulle være en tegning. Fordi: Med kameraet kunne man ikke pusle med de fine skyggemotiver, som midsommer-solen diskede op med i området omkring og på husets gavl. Så derfor blev det en tegning den dag – med gavlens skyggespil som Jowke-motivets bærende punkt.

Først tager man et egnskort, på hvilket Bramming Sogns område findes.
Så trækker men sognets grænser op med en tyk, sort streg.
Så har man et nogenlunde rigtigt omrids af en mandspersons ansigt.
Dette forsyner man med hår, øre, frakkekrave og slips.
Og så blir det endnu mere nogenlunde.
Men helt godt blir det naturligvis aldrig.
Det er bare sjovt, at ansigter optræder så mange sære steder.

Farvel - hotel.

I over 100 år havde Bramming et eller flere hoteller. En orkan eller tidernes ugunst for sådanne i en by af Brammings størrelse satte pludselig punktum for dem alle, pø om pø. Kikkenborg holdt skansen længst (til 2005-06), og med apotekets placering her, er det nu andre former for stimulanser, der kan købes i denne bygning. Kikkenborg var ældst i gårde, dens helt nøjagtige alder som stedet med kro/hotelfunktion er lidt udflydende, men går mindst 200 år tilbage.

Hotel Kaj Lykke, Storegade 38 (Nu Danske Bank) gav først op. Nedrevet i 1987. Hotel Sommerlyst, Storegade 29, fulgte efter, idet al hoteldrift med ét slag blev standset af orkanstødene fred. d. 3. dec. 1999, da dets køkkenafdeling blev totalt ødelagt.

I øjeblikket er byen derfor uden egentlig hoteldrift, og folk med behov for en festsal må klare sig på anden vis, bl.a. med Kultur- og Fritidscentret og omliggende forsamlingshuse.

Julevisit.

Det ligger helt fast, at det er 4 små Bramming-piger, der glæder en ældre beboer på Solgården med deres besøg. Men i det billedhæfte, som Bramming Byhistoriske Arkiv udgav d. 10/11 2007 er der ved en fejl kommet til at stå, at det er Blåmejser, der visitter her. Jeg har taget billedet på et tidspunkt formentlig mellem 1955-1965, og da det af kyndige personer er blevet fastlået, at det IKKE kan være Blåmejser, så vil gerne spørge her: Hvad er det så? Og hvad hedder de? Og hvem er det mon, de glæder med et besøg?

Tanker ved en opvask..
Født med den absolutte mangel på både forståelse af og interesse for husholdning i al almindelighed og borddækning, madlavning, oprydning og opvask i særdeleshed har jeg, gående i en vis form for fjumren uden omkring disse såre dagligdags emner, aldrig rigtig bemærket, hvad disse foretagender egentlig krævede af ulejlighed, rationaliseringsevne og tålmodighed. Før nu. Netop for tiden.
Tilværelsen har formet sig sådan, at nævnte sagsområder, bortset lige fra dette at lave middagsmad, nu er en slags hjertesager for mig. Jeg skal ordne dem, hvis de skal ordnes. Og det skal de jo – endogså indkøb af div. varer – og helt automatisk beskues de nu som noget centralt. Noget der ikke kan fjumres uden om. Og jeg har derved fået en slags åbenbaring: Jeg forstår omtrent til fulde nu, hvorfor Danmarks kvinder i løbet af sidste halvdel af 1900-tallet i flok og rad gik ud på arbejdsmarkedet.
Jeg forstår - især via erfaringer hidrørende fra dette at dække bord, tage af bord, sætte tilbage i køleskab, vaske op og tørre af – hvorfor de gik. Noget mere sindsoprivende fantasiløst, ensformig og udsuget for anledninger til opfindsomhed eller lign. findes næppe ret mange steder. Jeg kan pludselig se det rimelige i fremstillingen af millioner af håndmalede porcelænsting, og i billedmageri, stramajsyninger, småjobs den halve dag og til slut fuld beskæftigelse uden for hjemmet alle ugens dage. MEN: Samtidig er jeg nu den uforbeholdne beundrer af de mange friske kvinder, der kan klare sagerne både ude og hjemme – ved hjælp af en opvaskemaskine og af den mængde bistand, som en mere eller mindre forstående samboende/ægtemand formår at yde. Jeg må se at følge trop. Jeg vasker fortsat op.