Hjernerystelse?

Hvad skal der til af beviser, før en formodning eller teori kan tages som almen gyldig? Jeg tænker her på fluers hjerne. For har de en sådan? Spørgsmålet blev aktuelt, da jeg sad ved terrassedøren og en almindelig flue blev impliceret i et færdselsuheld derved, at den fløj mod dørens glas. Den havnede livløs på flisen godt en meter uden for døren, og jeg sad og beskuede den forulykkede, da den efter ca. 2 min. kom til lidt til selv. Den bgyndte at kredse om sig selv i meget små cirkler. De blev langsomt større og større samtidig med, at den tog et lille hvil. Da den nåede ud i en diamater på ca. 20 cm. begyndte den langsomt at gå sidelæns, derefter lidt hurtigere sidelæns, for så at stoppe helt op - som en flyvemaskine klar til start. Her sundede den sig i nogle få sekunder - og fløj sin vej. Som om intet var hændt på vor terrasse.

Hele dette forløb minder om et ganske tilsvarende i for nogle år siden. Her var det en falkefugl, der baldrede mod en rude, sad som bevidstløs en tid, trippede så lidt - og fløj. Men fluen: har den en hjerne? Eller var det blot en stor forskrækkelse, der slog den ud i nogle minutter. Var det en hjernerystelse, må den jo altså også ha en hjerne.

Pæleslægten.

Pæleslægtens storhedstid er forbi. Dens store antal medlemmer er skrumpet slemt ind. Det er sket i takt med nedlæggelse af landbrugsbedrifter og sammenlægning af sådanne. Der er ikke mange små marker tilbage.

Og det var jo netop dem, der gav det store antal pæle. Hegnspæle. Ved min ankomst til Bramming i 1954 var der hegnspæle overalt i landskabet. De stod og afgjorde med stor tålmodighed hvordan ind- og udgangsmulighederne til og fra den enkelte græsmark skulle være for det kræ, de var en slags vogtere for - i samarbejde med hegnstråden. Naturligvis.

Et fælles træk ved alle slægtens medlemmer var og er for de få tilbageblevne - som oftest er af jern -at de havde en ringe højde. Lidt pygmæagtig stod de ude vinter og sommer. Og der var to forskellige slægtstyper: den ene type var af egetræ, lige og fin i kanten. Havde været i nærheden af en rundsav. Især anvendt langs jernbanestrækninger. Den anden type var ofte vind og skæv og rund som den var skabt under opvæksten, og i denne slægtsgren var repræsenteret de fleste af de træarter, der gror nogenlunde lige opad. Og de var mindre holdbare. Fælles for alle typer var og er: de sørger alle steder for at give landskaberne et harmonisk, perspektivisk indslag, som er landskabets prik over i'et.