En sjælden gang blev der en bar plet på dansegulvet mellem de dansende, danseglade sølvbryllupsgæsters tætte flok af venner og familie. Hygge i alle kroge i forsamlingshusets store sal. Børnene sad i et tilstødende lokale optaget af dukker, småpjatteri eller hemmelige kæresteri-betroelser - på alle måder passende til deres alder.

Et af børnene, 3-4 år gammel, var mørk i huden. Kom fra et af Østens lande, adopteret af danske forældre. Hun havde, helt for sig selv, længe ventet på en åben plet på dansegulvet - og nu var den der. Og så var hun der også - hurtig som en vind, og snart faldt hun, med sin stærke og medfødte rytmiske sans, ind i musikkens rytme, svang sig rundt med rytmiske runder, vrikkende, steppende, hurtige klap i hænderne. Ganske tavs var hun hoppet ind i tonernes forbløffende verden og viste sig nu i dyb samklang med denne. Nogle af de store, dansende mennesker, stod stille en stund og beundrede det lille rytmevidunder, som svang sig rundt nede omkring deres ben og sko. Uanfægtet forlod hun småløbende gulvet efter sine rundture, zig-zaggede mellem dansepar tilbage til det tilstødende lokale.

I løbet af ca. et halvt århundrede er landbrugets driftsarealer blevet ændret radikalt: nu er det store, sammenhængende marker,og det gamle tern mellem diger og læhegn m.v. er borte. Men et enkelt indslag i dette landskabsbillede er ikke ændret: pløjemarken. Den kommer igen hvert år med sit intetsigende og næsten uforanderlige, ensformige ansigt. Har man som ung i vindpiskende regnbyger eller i gråt og tykt tågevejr i oktober som aldeles uinteresseret landbrugsmedhjælper trisset bag heste og plov og dermed frembragt en stor, upersonlig pløjemark, ja, så er det så som så med gensynsglæden, når man op i alderdommen genser en sådan flade.

Og dog. Pludselig, mens man en dag med begyndende, våd efterårsskumring, der hurtigt går over i tusmørke kører hjemad gennem landskabet - så ligger den pludselig dér igen, den mørke pløjemark. Men i helt anden belysning, fordi den tilfældigvis er nabo til en hvidkalket gavlvæg på et stuehus. Og det er vitterlig sandt: En sådan gavl kan pludselig lisom afgive noget af sin lysstyrke til store dele af den mørke mark. Hvide gavle i det danske landskab har en vidunderlig virkning både sommer og vinter. Det er utilgiveligt nemt at tegne en gavl: Bare en streg.

Der er som regel altid en eller anden god lille oplevelse tilrettelagt for den, der bevæger sig på forlandet mellem Darumdiget og vadehavets vandkant. Mens jeg sidst i november tegnede det fikst opstillede fiskegrej var der vindstyrke 7, pålandsvind, og en liden, travl byge af og til. En helt anden klimatisk oplevelse oprandt på samme sted for mig og et par venner + madkurven en søndag formiddag med midsommervejr: skyfri himmel og stadig pålandsvind. Ikke blæst, men mild søbrise, som altså burde føre eventuelle og div. lyde fra dette sommerlige sted ind mod den ældgamle landsby Darum. Men det modsatte skete. Vi oplevede dette underlige, at da Darums kirkeklokke kaldte folk til gudstjeneste, rislede dens malmfulde toner stille op over diget - i modvind, ned til den lille flok, der sad omkring tæppet med kurven og kanderne på.

Denne sære oplevelse skabte naturligvis en lyttestund med absolut stilhed, og da den var forløbet gik hyggesnakken igen, koncentreret om denne lidt naturstridige oplevelse, at en kirkeklokkelyd skulle kunne gå imod vinden. Evt. tvivlere, som læser dette, kan samtidig blive orienteret om, at der ikke var en dråbe sprut eller lign. med i denne oplevelse.