Indlæringsprocesserne.
På turen gennem tilværelsen kommer vi ud i et antal indlæringsprocesser. Nogen sådanne har jeg erfaret mig igennem, andre har jeg betalt for at komme igennem, og så er der en del, der er kommet dumpende ned fra himlen i form af venlige mennesker, der pludselig stod ved siden af mig, så lidt på skrå på mig og mit forehavende og derpå sagt: Nu skal du bar´ se!
Et sådant tilfælde var mælkekusken Julius. Før maskiner kom og tog over, var det almindeligt på ethvert landbrug, at man med en greb skulle sprede det møg, som blev kørt fra møddingen ud på marken og her placeret som små roger, som de kaldtes på min egn. En vindtør forårsdag stod jeg med greben i hånd og forsøgte at sprede skidtet, så godt jeg formåede. Men Julius, der ordnede skelhegn på sin egen mark, kom hen til mig, tog greben og viste, at man, idet man kaster grebens ladning udi den vide verden, skal gi et lille bitte vrik med greben. Så spredes dens ladning i meget finere dele, som altså er lettere at pløje ned, hvilket jo var den efterfølgende manøvre på den mark, hvor der den sommer skulle avles roer. – Ca. 20 år senere mødte jeg Julius (den højeste af de 4) på vejen nær hans hjem. Nu var han pensionist og skulle sammen med de andre til eftermiddagskaffe et sted.

Forhøjninger.
Her i vort – overvejende – flade landskab gælder det om at fremhæve de få forhøjninger, der findes i området, det gælder også om at søge og nyde de få oplevelser, de rent højde- og udsigtsmæssigt har at byde på
Ind imellem kan det være udbytterigt at standse op og se på forholdene – som nu f. eks. i Vejrup. En høj, klar, solskinsrig sommerdag kan det være en hygsom ting at stå på byens berømte Viadukt, opført ca. 1916, skue ned i folkets skorstene, og, hvis det er ved en af spisetiderne, da måske gætte på hvilken ret, der nu tages højde for via ilden på fyringsstedet ved foden af skorstenene. Viadukten var et ret så berømt værk i sin tid. Det vides således med sikkerhed, at en skoleklasse fra Holstedegnen omkring 1918-20 drog på sommerudflugt nordpå og gjorde på denne tur ophold ved og på Vejrup Viadukt, hvis pompøsitet blev beundret og iagttaget og formentlig også kommenteret som et af den tids digre bygværker.
På skitseblokken søgte jeg at få det fine vekslende spil mellem lys og skygge fremhævet i passende omfang til, at også andre kunne erkende, at huse er gode at se på i sommersol fra forhøjningen i Vejrup.

Efter en travl og summende efterårs-avisdag på redaktionen trillede jeg - inden aftensmadstid - en tur gennem mit yndlingsområde her på egnen: Darum Marsk. Standser bil og motor. Ud at stå i vejkanten for at opleve, at nu var den kommet – novemberdagen med marskens dybeste skumringsstilhed, i hvilken kun hørtes små lyde af højtflyvende flokke af trækfugle på den evigt tilbagevendende efterårstur mod syd.
Ellers bomstille. Svag duft af græs, der nu er ved at forlade den sommergrønne farve.En svag lyd fra en fjern flyvemaskine. Alle disse næppe hørlige lyde understregede dette flade marsklands forladthed, når al dagens dont er afsluttet og alle traktorer er stillet i natstilling. Og lyset, der fra en nedgående sol over Esbjerg bragede ind mellem sky og jord, burde have buldret sig igennem men kom uden en eneste lyd. Skumring i Darum Marsk giver opladning til en ny dag - og indtryk nok til, hjemme på kontoret, at gøre et svagt forsøg på at efterligne det hele i streg.