Efter en travl og summende efterårs-avisdag på redaktionen trillede jeg - inden aftensmadstid - en tur gennem mit yndlingsområde her på egnen: Darum Marsk. Standser bil og motor. Ud at stå i vejkanten for at opleve, at nu var den kommet – novemberdagen med marskens dybeste skumringsstilhed, i hvilken kun hørtes små lyde af højtflyvende flokke af trækfugle på den evigt tilbagevendende efterårstur mod syd.
Ellers bomstille. Svag duft af græs, der nu er ved at forlade den sommergrønne farve.En svag lyd fra en fjern flyvemaskine. Alle disse næppe hørlige lyde understregede dette flade marsklands forladthed, når al dagens dont er afsluttet og alle traktorer er stillet i natstilling. Og lyset, der fra en nedgående sol over Esbjerg bragede ind mellem sky og jord, burde have buldret sig igennem men kom uden en eneste lyd. Skumring i Darum Marsk giver opladning til en ny dag - og indtryk nok til, hjemme på kontoret, at gøre et svagt forsøg på at efterligne det hele i streg.