Indlæringsprocesserne.
På turen gennem tilværelsen kommer vi ud i et antal indlæringsprocesser. Nogen sådanne har jeg erfaret mig igennem, andre har jeg betalt for at komme igennem, og så er der en del, der er kommet dumpende ned fra himlen i form af venlige mennesker, der pludselig stod ved siden af mig, så lidt på skrå på mig og mit forehavende og derpå sagt: Nu skal du bar´ se!
Et sådant tilfælde var mælkekusken Julius. Før maskiner kom og tog over, var det almindeligt på ethvert landbrug, at man med en greb skulle sprede det møg, som blev kørt fra møddingen ud på marken og her placeret som små roger, som de kaldtes på min egn. En vindtør forårsdag stod jeg med greben i hånd og forsøgte at sprede skidtet, så godt jeg formåede. Men Julius, der ordnede skelhegn på sin egen mark, kom hen til mig, tog greben og viste, at man, idet man kaster grebens ladning udi den vide verden, skal gi et lille bitte vrik med greben. Så spredes dens ladning i meget finere dele, som altså er lettere at pløje ned, hvilket jo var den efterfølgende manøvre på den mark, hvor der den sommer skulle avles roer. – Ca. 20 år senere mødte jeg Julius (den højeste af de 4) på vejen nær hans hjem. Nu var han pensionist og skulle sammen med de andre til eftermiddagskaffe et sted.