Bobs skygger..
Under sommerhedebølgen juli 2008 skete der for Bob Artikelsen det usædvanlige, at han fik en god idé, gjorde en slags opfindelse: Han besluttede at starte et firma, som skulle levere skygger. Han kaldte det ”Bobs Skyggeservice”. Hedebølgen lærte ham nemlig, at mange da blev træt af at slikke solskin.
På hans skitse hosstående ser man Bob sidde i skyggecentrets lille pavillon, hvori der er etableret kiosk med salg af drikkevarer, som via et sindrigt anlæg kan afpasses til alle skyggesøgendes, mere eller mindre forvarmede kunders ønsker. På kioskens bagvæg har han opslået sit reklameslogan: ”Hos Bob er alle så glade og trygge – for her kan man slikke den ægte skygge”.
Bob har erkendt, at det danske klimas struktur ikke er sikkert nok til, at et sådant arrangement kan sikre ham føde, klæde og husly – så han overvejer faktisk at søge udenlands. Men det koster penge, og han går nu på jagt efter en pengestærk kompagnon – gerne én som tænker miljørigtigt, og som derved kan støtte ham med hans anden opfindelse: tidevands-dynamo-strømfremstilleren. Bobs skyggecenter ses på skitsen stik syd – kæmpetræets skygge vil altså komme til at skride hen over hele flisearealet. 100 % udnyttelse.

Kornhøstmindet.
Når høsten i Danmark er så nær forbundet med, domineret af bogstavet ”Ø”, kan der næppe bruges en mere fornem tekst til billedet her end dette: ”Høst i Høe ved Høevej set fra øst”.
Kun få husker de gamle dages vældige, arbejdskrævende men kortvarige slæb med den for både folk og fæ livsvigtige afgrøde – før de store maskiners indmarch på markerne – og derfor skal mindet herom så puttes ind her i en rund halmballe omvundet med plastik nær Høevej 16 – som ballen så ud d. 29/07 2008.
Den smukke, maskinbehandlede balle viser, at alt det tunge slæb med den vigtige afgrøde er væk. Kornet i silo, halmballer pakket ind i plastik.
Dette slæb forløb ca. sådan: Først ”høste fra” i markens side med en le. Hjælpe til med at binde op (lave neg) efter slåmaskinen. Jeg lærte her at lave negbånd af kornstråene. Sætte de nyhøstede kornneg i skok. Flytte dem efter en regnvejrsperiode og stille dem op igen. Vende dem rundt med ”rumpen” mod solen. Køre dem hjem, når de endelig var tørre. Lægge dem på plads i laden, så hver cm plads blev udnyttet. Tærske dem om vinteren i en kold lade, hvor kulden gjorde støvet endnu mere uomgængelig kold og hæmmende for åndedrættet. Bære det aftærskede korn i sække op på stuehusloftet – hvor det lå godt og blev brugt til bl. a. at gemme nedplukkede æbler i. Og bære det ned igen, når det skulle bruges.
En ufattelig og uforglemmelig stund oprandt, da gården i 1936 fik en selvbinder, og høstslæbet formindskedes en smule – men jeg kan endnu binde et negbånd af strå.