Træskostøvlerne.
Der var så tæskendes koldt den januar i Midtjylland i 1943. Ned til minus 30 gr. Bedre blev det ikke i februar. Sneen væltede ned. Det var et sneland så langt øjet rakte, og der skulle kastes sne næsten hver dag, så vejbanen var klar til mælkekusken, landposten, dyrlægen og lægen og mange andre.
De fleste snekasteres fodbeklædning var gummistøvler – samme slags som jeg var udstyret med. En fodbeklædning som hverken holder på varmen eller skærmer for kulden. Altså var der næsten samme temperatur inde ved foden som i sneen uden om. Man stampede med fødderne og hoppede ind imellem. Intet hjalp.
Et fjernt familiemedlem, hvis mand just var død, tilbød, at jeg måtte overtage hans træskostøvler, et gedigent par med træbund og velholdt, sort, olieret læderskaft. Et fund på den tid, da krigen gav mangel på næsten alt.
Hvilken lykke! Hvilken forandring! De var så rummelige, at de kunne rumme både en god sål og et par tykke strømper. Og mine fødder var forholdsvis lune på snekasterturene herefter. En stor oplevelse midt i en polarkuldetid.
Jo flere militær-arkiver, der åbnes i både øst og vest, jo flere makabre filmglimt dukker op. Og når jeg nu i TV ser tragedien i og omkring Stalingrad, som jo netop afsluttedes i nævnte februar måned, tænker jeg tit på: Det er sært, som menneskers vilkår ser underligt forvredne ud, hvis man sammenligner dem. Et par forfrosne, kuldskære, jyske fødder finder gode forhold i et par aflagte træskostøvler, mens tusinder af soldater forbløder eller fryser ihjel, fordi nazisternes leder, som jeg opfatter som en slags vanvids-apostel, i sit overmod ikke kunne se tingenes rette sammenhæng.
Vejen, vi svang skovlene på, er der stadig. Nu med asfalt på. Støvler, sne, skovle og tykke vinterfrakker er væk, og Stalingrad er genopbygget og hedder noget andet.
Der var så tæskendes koldt den januar i Midtjylland i 1943. Ned til minus 30 gr. Bedre blev det ikke i februar. Sneen væltede ned. Det var et sneland så langt øjet rakte, og der skulle kastes sne næsten hver dag, så vejbanen var klar til mælkekusken, landposten, dyrlægen og lægen og mange andre.
De fleste snekasteres fodbeklædning var gummistøvler – samme slags som jeg var udstyret med. En fodbeklædning som hverken holder på varmen eller skærmer for kulden. Altså var der næsten samme temperatur inde ved foden som i sneen uden om. Man stampede med fødderne og hoppede ind imellem. Intet hjalp.
Et fjernt familiemedlem, hvis mand just var død, tilbød, at jeg måtte overtage hans træskostøvler, et gedigent par med træbund og velholdt, sort, olieret læderskaft. Et fund på den tid, da krigen gav mangel på næsten alt.
Hvilken lykke! Hvilken forandring! De var så rummelige, at de kunne rumme både en god sål og et par tykke strømper. Og mine fødder var forholdsvis lune på snekasterturene herefter. En stor oplevelse midt i en polarkuldetid.
Jo flere militær-arkiver, der åbnes i både øst og vest, jo flere makabre filmglimt dukker op. Og når jeg nu i TV ser tragedien i og omkring Stalingrad, som jo netop afsluttedes i nævnte februar måned, tænker jeg tit på: Det er sært, som menneskers vilkår ser underligt forvredne ud, hvis man sammenligner dem. Et par forfrosne, kuldskære, jyske fødder finder gode forhold i et par aflagte træskostøvler, mens tusinder af soldater forbløder eller fryser ihjel, fordi nazisternes leder, som jeg opfatter som en slags vanvids-apostel, i sit overmod ikke kunne se tingenes rette sammenhæng.
Vejen, vi svang skovlene på, er der stadig. Nu med asfalt på. Støvler, sne, skovle og tykke vinterfrakker er væk, og Stalingrad er genopbygget og hedder noget andet.
