Paradokset.Det er underligt, at man pludselig befinder sig midt i et paradoks. Som antydet i en tidligere blog er enhver form for husholdning, husligt arbejde, herunder madlavning og indkøb, i alle henseender for mig en pestilens, som jeg - synes jeg - jo absolut udholder med fanen højt hævet og skruen i vandet og gode miner til et slet spil, som slet ikke oprinder.
Dette paradoks stod i al sin klarhed lyslevende på selveste TV-skærmen forleden, da 2 eminente kokkehænder var i færd med at tilberede en eller anden grøn råvare -omgivet på bordet og på hylderne af alle mulige ting, der var indkøbt til netop dette måltids tilberedelse. Paradokset gik op for mig på den måde, at jeg - som jo lever i ovennævnte forhold til alt husligt arbejde - pludselig følte en slags glæde, en overraskende glæde ved at se et par hænder, der uden pauser af nogen art fo´r hid og did med en omhu og præcision, så det næsten gjorde ondt i øjnene. For det er jo herligt at se folk - der, som banken siger - gør det, de er gode til at gøre.
