Folkevognsfan.
I årene omkring 1960 oplevede jeg noget, som jeg endnu undrer mig over: jeg tabte jeg mit hjerte til en bil.
I april 1959 fik jeg bil, min første bil, en VW-boble, dueblå, og i løbet af de 4-5 år, jeg havde den, opstod der en mild form for forelskelse. Måske fordi den havde lige akkurat alt det, en bil skulle have for at kunne fungere, og den fungerede til ug. Hver dag.
Men til enhver lykkelig tilstand er der jo som regel også en skyggeside. Det var der også her. De opfindsomme mennesker på værkstedet hos Pahuus, Ribevej 1, gjorde mig uden de store armbevægelser men med fortrolig stemme opmærksom på, at hvis der sprøjtede benzin op og ud af påfyldningsstubben på tanken, skulle jeg bare bínde en klud om til at opfange dråberne med. Dum og ubetænksom som jeg var, gjorde jeg dette, hvorefter de med med megen medfølelse nu, når jeg skulle have benzin på, purgte, om min VW var blevet forkølet, siden den havde halsklud på?
Da jeg opdagede, de havde røvrendt mig, lod jeg kluden blive siddende en tid – men min hengivenhed til den boblede dueblå var lige stor.
Jeg har her forsøgt at gengive dens forparti med klud om benzinstubben. Hjulet er vist lidt for stort.
