Solcellerne.

Da Bob Artikelsen var kommet til hægterne efter den forfærdelige forkølelse fra Grønland, tog han sig en vandretur gennem et af de steder ved vadehavet, han holder allermest af: området med de nysselige små hytter ved nordsiden af Sneum Å, hvor den tager den sidste slyngning, inden den glider ind under og ud gennem Sneum Sluse - ud i vadehavet og Vesterhavet.

Som god vestjyde bruger han konstant benævnelsen Vesterhavet, fordi Nordsøen lyder alt for fjernt og forkert. Vesterhavet, det er noget, der rører ved Darum strand og den øvrige del af Jylland.

Det, der optog ham på denne tur forbi hytterne, var, at han på nogle af tagene kunne se, at her bor der mennesker, som foruden at elske naturen også forstår at bruge nogle af dens mange rige gaver, som den så gavmildt giver vi tobenede: der var sat solceller på nogle hytter - helt igennem i størrelse afpasset efter både husenes og tagfladernes størrelse.

Han var nær kravlet op havdiget og råbt hurra, for den gode hytte-idé. Men hurraråb ved vadehavet, oven i købet på en digekrone passer sig alligevel ikke rigtig for en vestjyde.

Reklamestemmen.

Med en generalforkølelse i bagagen steg Bob Artikelsen ud i Kastrup Airport, snøftende, hæs, harkende, sitrende endnu af kulde. Han havde været på den længe imødesete turisttur til Grønland. Han havde selv tilrettelagt den, og det gik grueligt galt for Bob i de isnende omgivelser på øens indre, hvide og iskolde, frostknitrende ensformighed af nøgne klippespidser og sne. Han var nær aldrig kommet tilbage til civilisationen, hvor han straks købte et helt bjerg af vintertøj i mange former og udgaver. Og så fløj han hjem, rystende i sin tykke vams. Det er svært at komme over et frostangreb. Næse og øjne løb i vand.

Som et tilfældigt valgt offer blev han interviewet af en TV-reporter, og på TV-stationen blev man så begejstret for Bobs hæsende trangbrystethed, at man straks tilbød ham et job som indtaler af reklameindslag til stationens div. reklamespots. Det var en jublende Bob, der tog hjem til Breum Banke, og hans indtrængdende og overbevisende, men hjælpeløse hæserier i div. TV-reklamer forsøger at formidle budskabet om gode varer. Han undrer sig over reklamebureauernes stemmevalg.

Biting.

En by får ikke rynker i sit ansigt, selv om den bliver gammel. Der sker noget andet, som svarer til rynkerne: Der sker ændringer i dens ansigt. Det kan være biting af uanselig størrelse og omfang. Eller det kan være selve bitinget. Det skete i Bramming. Byen havde i ca. 50 år sit bitingsted (en afdeling af Ribe Ret). Det meste af tiden i et værelse på Hotel Kikkenborg, 1. sal - og det var i en pavse i retshandlingen sommeren 1954, at jeg fæstnede dette motiv på blokken.

I baggrunden ses DSB´s vandbeholder, til højre for dette Bramming Teglværk, der brændte 1962. Det blev genopført - i dag Kalmar Huse. Langs Jernbanegade er der en beplantning, den er væk. Her er stor p-plads. Tæt op ad denne ses DSB´s vandkran. Den er væk lisom vandbeholderen. Og hotellets værelse? Det er der måske endnu. Muren uden om det er der i hvert fald, men her skal være boliger, og neden under er Bramming Apotek, som tidl. var placeret lige over for vandkranen. Og tegnepennens ejer er både tynd- og gråhåret.

Fødderne.
Mange mennesker har et billede, på hvilket de ser sig selv i en eller anden god eller minderig situation, som der ofte vendes tilbage til – i nostalgi som regel.
Også Bob Artikelsen har det sådan.
En god ven havde lavet et rids af Bob, set oppe fra et stillads, under hvilket Bob stod – og af en eller grund eller tilfældigt, så på sine fødder. Kig op! sagde tegneren. Og det gjorde Bob.
Han kiggede opad længe nok til, at tegneren fik kradset hans kontrafej ned + Bobs fødder – og det er dette, Bob kigger jævnligt på – i stilhed og andagt, nostalgisk selvfølgelig også. Grunden hertil er, at den dag, tegningen blev lavet, kunne Bob mageligt se sine fødder neden under sin beklædning. Det kan han ikke længere. Det er ikke beklædningen, der har ændret sig, men Bobs mave. Den rager så langt ud foran ham nu, at han alene i kraft af sit korpus kan skabe en slags respekt om sig. Mavers rumfang eller fylde har altid haft en vis vægt i deres omgivelser.