fredag den 23. maj 2008


Mejsefamilien.
Da januar 2008 sang på sidste vers, forelå der en til vished grænsende sandsynlighed for, at det ville lykkes at få mejsekassen på terrassens rækværk udlejet også i år.
Denne vished fremkom ved, at der omtrent hver eftermiddag, når det begyndte at mørkne, på den årstid altså ca. kl. 17,00, kom en musvit strygende med en fart, der kun gav en tilskuer et indtryk af en hastig, mørk streg gennem det forsvindende dagslys.
Og i disse lysfyldte dage, her i slutningen af maj, ligger det helt klart og fast: vi fik boligen befolket – også uden lejekontrakt.
Dette kan fastslås ud fra denne enkle kendsgerning, at der er en daglang aktivitet, en ustandselig fragt af føde ind gennem hullet til de små sultne væsener, der ligger og følger den lov, de er underkastet: udviklingens. Og grundlaget for deres vækst og udvikling er ganske enkelt småkræ af div. slags, mest bittesmå larver eller fluer, kan man ofte nå at se. Hertil kommer en del fastfood: bidder fra vor fedtkugle, som en af mejserne her besøger lige over foderbrædtet, eller også jordnødderne fra de to beholdere. Det bliver fastfood derved, at fodringen kan foregå eventyrligt hurtigt på den korte strækning på 3-4 m ned til den røde redekasse i nederste højre hjørne. Hentes føden længere borte fra kassen, sidder fodermesteren med sin bid i næbbet et lille stykke tid nogle meter borte fra kassen, før den flyver ind. Det er dens sikkerhedsforanstaltning mod evt. rovfugle.

søndag den 18. maj 2008

Bobs tankeverden.
Bob Artikelsen tænker mange tanker ind imellem. Især når han, som her, sidder på træstubben ved døråbningen i bissehuset på Breum Banke, hvor han opholder sig meget af sin tid. Han havde hørt om, at pastor Michael Brautsch, Darum, i et foredrag på Solgården, Bramming, havde talt om betydningen af ordet "for". Som bruges så mange steder: fortov, fortalelse, forstue, forlangende, forbier, forslag, forhippet og forelskelse. Og det var netop den sidstnævnte, meget menneskelige tilstand, Bob nu opholdt sig ved, mens han så ud mod og hen over havdiget og videre ud i den blå luft over Fanø. Og han endte ved det særdeles vanskelige og tungtvejende spørgsmål, om "for" i forlovet mon betyder det samme som "for" i forsovet?
Bob sidder også ofte og undrer sig over, hvorfor der i vore dage inden for netop religion og sport altid er så megen vanvid og fanatisme. Mediernes billeder af begge dele viser ofte rasende eller fanatiske mennesker. Det er lidt barokt, mener han.Posted by Picasa