Blankpudsede sko og en blog.

Jeg ville være noget andet, end det, jeg som halvvoksen knægt var beskæftiget med: landbruget. Jeg havde selv en lille anelse, og alle i mine omgivelser kunne sikkert se, at jeg var en elendig landmand. Men kun et enkelt menneske antydede det klart og tydeligt. Husassistenten på den lille gård, som var mit hjem, sagde i en eller anden anledning: ”Det eneste du kan, eller er god til, er at pudse dine sko og at finde god musik i radioen.”
På sin vis både en alvorlig og opmuntrende konstatering - en slags skulderklap til en grønskolling, der var i vildrede med både sig selv og sit erhverv og sin fremtid.
Men de ting, som pigen anførte, kunne man jo i hvert fald ikke leve af på rimelig, dansk vis. Så jeg gik fortsat med en vag fornemmelse af, at en anden beskæftigelse nok ville vise sig for mig en skønne dag – gerne noget med at skrive, og jeg havde nu vished for i hvert fald 2 ting, jeg kunne eller var god til.
Så skete det. Ad uransagelige veje gik jeg fra ploven til pennen, og det blev min livsgerning gennem 30 år at skrive til en avis – at arbejde med bogstaver, pusle om mit dejlige modersmål, skabe tekst og beskrive stemninger, daglige oplevelser af almen, menneskelig art. Sligt kan blive en vane, og det blev det for mig. Den sad dybt.
Så kommer man i ældrebolig og har ikke hverken græsplæne eller stauderstykker at tænke på mere – og vores søn kunne i vore samtaler mærke, at jeg savnede noget skrivearbejde. Han satte derfor en blog op til mig. Så skulle jeg bare fylde på - hvilket jeg siden da har gjort med megen glæde. -