Når det uafvendelige sker, at et tordenvejr med regnrige skyer udfolder sig over vore hoveder, sker der som regel samtidig dette, at det drivvåde landskab ændrer sig totalt. Ændringen er tydeligst, når lynenes larmeri er ovre, og det lysner i horisonten.
Så er jord og himmel ved at vende tilbage til naturligt udseende igen - men netop på dette tidspunkt og alt efter hvilken temperatur, der hersker, og hvor megen dis, der lægger sig over landskabet, så kan man opleve dette ejendommelige, at ting, der overhovedet intet har med lys at gøre, tværtimod - som f. eks. et tjæret tag - er mørke som natten, pludselig, når dagslyset igen bliver fuldstændig normalt, bliver næsten skinnende, ja faktisk næsten afgiver lys.
I denne fødselsagtige overgang fra tordenmørke til gryende dag igen blev et tag på et af bygningerne omkring møllen mellem Bramming og Gørding til en slags beskeden lysgiver.
Og det samme syn oplevede jeg på turen forbi Brøns, som just var blevet forladt af et hidstigt, sommervarmt tordenvejr. Ikke blot tagflader syntes lysende, men også trækronerne lyste op. Men det kan jo være at de af lutter benovelse over den megen væde oven på tørken vendte den spejlende side af de mange tusinde blade ud mod mig. Det blev blot til skitser begge steder. Lysvirkningerne måtte jeg forsøge at lave hjemme ved et tørt skrivebord, der aldrig havde mærket det bløde tordenvand.
