Det svalmer.
Visse vejrsituationer står helt fra ens barndoms- og ungdomstid mejslet ind i bevidstheden, knyttet til en bestemt plet i landet.
Med rod i Midtjylland, kender man derfra udtrykket ”det svalmer” - om en vejrsituation, der forekom mest omkring og lige efter midsommer. Som regel altid omgivet af svaler, dels siddende, dels i lange, glidende flugtture højt oppe i luften.
Ordet svalme dækker en vejrsituation, i hvilken løvmasserne i et stort, tæt, gammelt og fuldt udvokset læhegn af især ahorntræer ved vestsiden af en gård viste et ganske specielt rytmebillede, fremkaldt af sommerbrisen. Situationen opstod hen sidst på dagen, når dagens vind fra vest løjede lidt af. Da kunne man i læbæltet se, at der opstod en rytme i de tunge, grønne kroners top, der blev inddelt i en form for gyngende, vuggende grupper. Vinden, der kom glidende hen over den solvarme jordoverflade, var da så blød og langsom, at den fik den enkelte gren- eller løvgruppe til i ro og mag at kunne vende tilbage til dens rette plads i den mægtige trækrone, inden den på ny fik et venligt skub af sommerbrisen. Hele tiden var da alle grupper enten tvunget ud i bevægelse af brisen eller sindigt på vej tilbage til startstilling. Nogle grupper i lidt cirkelformet bevægelse.
Denne svalmen kunne næsten være at ligne ved en stille engelsk vals. Den kunne minde om et dansegulv i en festsal med mennesker, som i lutter livsglæde havde danset sig trætte til festens toner fra orkestret – og som nu til slut, med tættere tag om dansepartneren, i stille, eftertænksom takt bevægede sig langsomt rundt til festaftenens punktum, den allersidste dans.
Trætoppene syntes at bevæge sig i netop en slags eftertænksomhed – til den allersidste rest af kræfter og energi i denne blide sommerdags sidste aftenbrise..

Spejlbilledet.
I et ukendt antal årtier har det været skik og brug, at landmanden i det tidlige forår etablerede nye fennehegn eller reparerede de bestående hegn, inden kræet skulle ud på det indhegnede areal og guffe sommergræs i sig.
Da manden i Darum etablerede sit hegn på den mark i Darum Marsk, hvoraf der her ses et hjørne, var han omhyggelig med at få de slanke hegnspæle til at stå med tilbørlig respekt for grøfter og naboskel. Og han har næppe tænkt på, at det en dag i blankt solskin udmiddelbart efter en hidsig og hurtig sommerbyge kunne blive til en lille skulptur hvis bestanddele spejlede sig i det ydmyge vandhul, hvori der nys var påfyldt nyfalden regnvand.Vandspejlet og lyset omkring det syntes ligefrem at fremhæve det hypersorte i de beskyggede dele af skulpturen.
I enhver tegning er der som regel gemt en lille hemmelighed. En finesse. I tegningen her er den gemt i skyggedelene. Skitsen blev nemlig udført med en kuglepen med blå patron i. En sådan farve egner sig slet ikke til at lave skygger med, så motivet fik hjemme på kontoret en lille efterbehandling med de sorte tegnepenne. Og her blev der – i erindringen om de knaldsorte dele nede i det søvlblanke vand -gået lidt rigelig hårdt til den. Men det ser helt godt ud i et spejlbillede.

Ord.
I en hyggelig stund, i hvilken jeg sad og syslede med det sprog, jeg kender bedst, dansk, indså jeg pludselig, hvilket genialt stykke værktøj, mit sprog faktisk er, skønt det egentlig kun består af lutter bestanddele, der går under betegnelsen ord. Men hvilken rigdom af ord!
I et påfølgende halvvejs lyst øjeblik dannede der sig da følgende lille rim:
Ordet ”ord”
er lille og stor –
fordi det jo rummer
det vældige bord,
som er dækket med alle de ord –
du ejer her på jord.
Det geniale ved dette ord-værktøj er bl. a. at det ikke slides op, det fornyes ganske langsomt, og det kan fortsat bruges til at fortælle om alle de mange forskellige stemninger, et menneske kan komme ud i. Det ville være lidt brydsomt, hvis alle disse forklaringer på sindsstemninger skulle foregå ved fagter og bevægelser alene.