fredag den 18. april 2008

Bycenter-brag.
Et øredøvende eksplosionsbrag, som det der forekom i Brammings bycenter, Nørregade 4, den 7. marts 08, er ikke noget nyt - men sjældent heldigvis.
Sådanne brag forekom også en nat i november 1944 næsten samme sted. Da var det det af nazisterne organiserede militærkorps, Schalburg-korpset, hvori også danske nazister optrådte, der sprængte bomber ved husene her, bl.a. ved det dav. "Strygejernet", nu Nørregade 1, og Nørregade 2. Ingen mennesker kom noget alvorligt til, men mange ruder sprængtes og måtte erstattes med små, indrammede ruder, hvor der før var de sædvanlige, store butiksruder.
Hele Schalburg-aktiviteten var her, som så mange andre steder i landet, en hævnakt og terror-gengældelse mod sprægningen af kommandotårnet på Bramming station, som modstandsbevægelsens frihedskæmpere kort forinden havde sprængt i stumper og stykker for at sætte en bremse på nazisternes togtranposter med krigsmateriel, tropper m.v.