Vandviseren.

Det er nok ikke helt galt gættet eller anslået, at omkring halvdelen af den voksne danske befolkning mener, at det med at vise vandårer i jorden med en pilekvist er en skrøne af den digre slags - medens den anden halvdel mener, at det er muligt.

Jeg kan med sindsro tilslutte mig sidstnævnte halvdel. For jeg véd, hvordan man viser vand med en pilekvist - når man ikke kan dette. Mandag d. 12. maj 1952 var jeg som journalist med afdøde fotograf Gabs, Tønder, ude hos gartner Viggo Jørgensen, Frifelt, Højer. Han manglede en givtig brønd, og til at finde den rette vandåre var engageret vandviseren, bagermester Emil Petersen, Højer. Petersen fandt en åre og bad mig efterprøve dette. Jeg tog efter hans beskrivelse fat i pilekvisten og gik, hvor han havde gået. Der skete ikke det fjerneste med pindens stilling. Så gik Petersen om bag mig, tog om mine håndled, så han kunne føle min puls, og vi gik samme tur - og nøjagtig på det sted, hvor pilekvistens i hans hænder var svippet mod jorden, svippede den nu også i mine hænder lodret nedad. Jeg kunne ikke holde den i ro. Det var usædvanlig oplevelse.